FAQ - nye regler om rapportering om bæredygtighed

Flere virksomheder bliver fremover forpligtede til at rapportere om bæredygtighed på en helt ny måde.

Der er et omfattende regelsæt på vej fra EU. Disse regler bliver i sidste ende til 12 generelle standarder, som det bliver lovpligtigt for større virksomheden at rapportere efter – European Sustainability Reporting Standards (ESRS). Herudover skal der udarbejdes ca. 40 sektor-specifikke standarder over de kommende år.

Rapporteringen skal ske inden for rammerne af ESG – som står for Environment, Social og Governance. Det vil sige, at den fremtidige rapportering handler om bæredygtighed i bred forstand lige fra miljø og klima til blandt andet diversitet, arbejdsforhold, ledelse og meget andet.

De nye rapporteringskrav skal skabe gennemsigtighed på markedet for bl.a. investorer, konkurrenter, samarbejdspartnere og øvrige interessenter. Det må også forventes at bankerne i stadig større omfang anvender rapporteringen i kreditvurderingen og ved fastsættelse af lånebetingelser.

Omfanget af de nye rapporteringskrav bliver meget stort og de oplysninger, man skal rapportere, blive ganske detaljerede.

De kommende rapporteringsstandarder kræver, at virksomhederne på flere områder skal rapportere om deres værdikæder. Det mest oplagte emne er udledning af C02, hvor virksomhederne skal opgøre udledningen for de vigtigste elementer i hele værdikæden. Den såkaldte scope 3 udledning. Men det gælder også på andre områder.

De små virksomheder skal derfor forvente, at deres kunder og leverandører vil efterspørge informationer om udledninger og i øvrigt helt generelt interesserer sig mere for at virksomheden arbejder bæredygtigt. Så det kan også være spørgsmål om udledninger af spildevand, medarbejderforhold eller om man passer godt på biodiversiteten.

Baggrunden er bl.a. EU’s Green Deal og European Pillar of Social Rights.

EU’s Green Deal indeholder en lang række initiativer til at omstille til en mere bæredygtig økonomi i Europa. Et af værktøjerne til det er at skabe mere gennemsigtighed og målbarhed af virksomhedernes indvirkning på miljø og samfund – forstået både som positiv og negativ indvirkning.

Tilsvarende indeholder European Pillar of Social Rights principper, der skal skabe et mere retfærdigt og velfungerende arbejdsmarkedet samt bedre velfærdssystemer i Europa. 

Derfor øges kravene til rapporteringen. Det handler også om at skabe ensartethed, da det i dag er mere frit, hvordan man vil rapportere.

DI bakker op om formålet, og arbejder intenst for at påvirke, at rapporteringsstandarderne skubber på en reel bæredygtig udvikling og ikke bliver en unødvendigt tung, regnskabsteknisk øvelse.

Rapporteringen efter de kommende bæredygtigheds-standarder skal ske som en del af ledelsesberetningen i årsrapporten. Det betyder, at årsrapporten bliver udvidet med de nye, lovpligtige krav om rapportering på bæredygtighed og at det fremover skal betragtes som lige vigtigt at rapportere på bæredygtighed og økonomiske nøgletal.

I første omgang gælder de nye krav for børsnoterede virksomheder med over 500 ansatte. Disse virksomheder skal rapportere efter de nye krav fra regnskabsåret 2024.

Fra regnskabsåret 2025 gælder det for alle virksomheder, der overstiger 2 ud af 3 størrelsesgrænser for omsætning, balancesum og antal ansatte. For de fleste vil det betyde, at det er virksomheder med over 250 ansatte, der bliver omfattet.

De nye krav er detaljerede og kræver blandt andet flere oplysninger om værdikæden end vi tidligere har set. Det betyder, at de nævnte virksomheder vil skulle indhente oplysninger hos nogle af deres underleverandører, samarbejdspartnere mv. Det betyder, at alle danske virksomheder kan blive påvirket af de nye krav i et eller andet omfang.

EU direktivet kræver at virksomhederne forholder sig til bæredygtighed i hele deres værdikæde. Dette er for at undgå greenwashing og at virksomhederne skubber de svære områder i den bæredygtige omstilling fra sig.

Derfor skal virksomhederne rapportere om bæredygtighed både for indkøbs-kæden, salgs-kæden og slutproduktet. Det betyder blandt andet, at virksomhederne skal forholde sig til hvor deres råvarer er produceret og hvordan. Eksempelvis  kan det ved indkøb af træ være relevant at vurdere, om der sker unødig rydning af skov, om biodiversiteten påvirkes eller om der har været brugt sprøjtegifte, hvor medarbejderne ikke var godt nok beskyttet.

Dette er typisk forhold som virksomheden ikke kan påvirke direkte, men kan stille krav om til sine leverandører og til deres leverandørkæder. Det er blandt andet dette, der skal oplyses om, og om hvordan virksomheden forholder til sådanne udfordringer, når den bliver bekendt med dem.

Ja, revisor eller en rådgiver skal afgive erklæring på bæredygtighedsrapporten. I de første år, blive der alene krav om en erklæring med begrænset sikkerhed. Det forventes dog, at kravet bliver skærpet over årene, så der på et senere tidspunkt bliver krav om en højere grad af sikkerhed.

EU direktivet giver mulighed for at erklæringen kan afgives af den valgte revisor, der også påtegner den finansielle del af årsrapporten, eller af en anden revisor.

Direktivet giver ligeledes mulighed for at erklæringen kan afgives af en anden uafhængig rådgiver. Der er endnu ikke taget stilling til, hvordan disse muligheder indarbejdes i dansk lovgivning, ligesom der udestå afklaring af en række praktiske forhold, såfremt disse muligheder udnyttes.

De nye regler om rapportering om bæredygtighed skal indarbejdes i årsregnskabsloven. Det betyder, at der kommer samme ansvar for denne rapportering som for den finansielle del af årsrapporten.

Det ultimative ansvar ligger således hos bestyrelsen. Hvert enkelt medlem af de ansvarlige ledelsesorganer (dvs. bestyrelse og/eller direktion afhængig af selskabsstrukturen) har ansvar for, at årsrapporten udarbejdes i overensstemmelse med lovgivningen. De får dermed også ansvar for, at årsrapporten opfylder kravene til rapportering om bæredygtighed.

Hos selskaber, der har et revisionsudvalg, skal revisionsudvalget sikre, at rapporteringen er valideret eller revideret, følge revisors arbejdet hermed samt sikre uafhængigheden af den der afgiver erklæringen. Revisionsudvalget skal afrapportere herom til bestyrelsen.

DI anbefaler, at man allerede nu danner sig et overblik over de kommende krav. Prioritér ud fra dette overblik, hvad der er særligt vigtigt for virksomheden. Identificér, hvilke oplysninger der mangler og ikke mindst om der er områder der bør arbejdes på for at gøre dem endnu mere bæredygtige. Læg en plan, der favner både den bæredygtige omstilling og arbejdet med at indhente oplysninger til rapporteringen samt for revisionen heraf.

På disse sider kan du få overblik over de kommende krav til rapporteringen samt finde henvisninger til de mange produkter, DI udbyder som hjælp i den bæredygtige omstilling og arbejde med verdensmålene.

Det korte svar er ja. Lige nu arbejdes der i EFRAG på en SMV-standard for de børsnoterede SMV'ere, som er omfattet af kravene fra 2026. Der forventes også på en frivillig SMV-standard, som kan anvende af de SMV’ere der ønsker at arbejde mere struktureret med bæredygtighedsrapportering som forretningspotentiale.

SMV-standarden for børsnoterede virksomheder forventes at komme i høring i forårets/sommeren 2023. Tidsplanen for udarbejdelsen af den frivillige standard ligger endnu ikke fast.

Kunder og leverandører interesserer sig i større og større omfang for deres fulde værdikæde og efterspørger derfor i højere grad information herom. Det er derfor en fordel af inkorporere bæredygtighed i sit forretningsgrundlag og kunne fortæller herom til sine samarbejdspartnere. Med et klimaregnskab i hånden står en virksomhed stærkere i konkurrencen på markedet, fordi virksomheden er klar til at agere på efterspørgslen fx fra store kunder, der kræver indsigt i bæredygtighed i egen værdikæde.

En mere bæredygtig virksomhedsprofil kan også styrke brand og forretning, når virksomheden har styr på sine data giver det mulighed for at fortælle om den grønne rejse, uden at blive beskyldt for green washing.

Slutteligt har det den afledte effekt, at banker og investorer i højere grad efterspørger klimadata forud for en eventuel investering eller långivning. Har man som virksomhed en inkorporeret bæredygtighedsstrategi så kan det give nemmere eller bedre adgang til finansiering.

Indhentelse, dokumentation og rapportering af data er en omkostning, som pålægges den enkelte virksomhed, uanset om virksomheden er direkte omfattet af kravene til rapportering, eller det efterspørges fra kunder og leverandører i værdikæden. Mange SMV’ere må forvente at blive mødt med krav om øget rapportering i løbet af 2023 eller 2024, og udgiften hertil påhviler som udgangspunkt den enkelte virksomhed.

I kontraktforhandling med kunder og/eller leverandører bør det derfor overvejes at indarbejde en bestemmelse om at kunden betaler de direkte omkostninger der er forbundet ved rapportering. Dette er især relevant, hvis kunden eller leverandøren kræver at rapporteringen skal revideres eller de kræver at virksomheden skal rapportere i særlige systemer, som det tager tid at anvende.

Standarderne omfatter 1.144 datapunkter, men de store virksomheder skal kun rapportere på dem, der er væsentlige for deres forretning. Langt de fleste af virksomhederne vil derfor skulle rapportere på et noget mindre antal datapunkter. Og, en stor del af disse vedrører virksomheden selv.

SMV’erne skal derfor kun forvente spørgsmål på relativt få områder. Omfanget og antallet afhænger imidlertid af branche og det aftryk virksomheden bidrager med i de værdikæder den indgår i.

Spørgsmålene vil formentlig centreres om de emner, hvor påvirkningerne er størst, således at virksomheden ikke får spørgsmål på alle områder. For nogen virksomheder vil det være relevant at spørge om deres CO2 udledninger, mens det for andre vil være mere relevant at spørge til spildevand og vandudledninger til nærliggende søer eller til bortskaffelse af giftstoffer.

Nej, der er ikke krav om at alle led i værdikæden skal rapportere.

Virksomheder der er omfattet af de nye rapporteringskrav skal kun rapportere om det der er væsentligt i deres værdikæder. Det betyder, at de kun vil efterspørge data hos udvalgte selskaber i værdikæden på de forhold hvor den enkelte virksomhed har et enkelt bidrag. Nogle leverandører kan således opleve at få spørgsmål om deres CO2 udledninger, mens andre vil få spørgsmål om spildevand eller affald.

I nogle tilfældevil der være relevant at spørge de direkte samarbejdspartner, mens det i andre tilfælde vil være relevante at spørge længere ude i værdikæden for at få det mest relevante input. I dette tilfælde vil den rapporterende virksomhed hoppe led over i værdikæden, som ikke bliver spurgt for at gå direkte til den virksomhed, der er relevant.