• Case
  • Bæredygtighed

DuPont Nutrition & Biosciences

I DuPont Nutrition & Biosciences er FN´s verdensmål blevet komprimeret til en konkret karakterskala, hvor produkterne bliver målt på bæredygtighed.

Det var ikke svært for Mikkel Thrane at overbevise ledelsen i DuPont Nutrition & Biosciences om, at FN´s verdensmål skulle integreres i forretningen.

Heller ikke selv om virksomheden gennemgår en række organisatoriske ændringer, og der i den forbindelse bliver talt en hel del om økonomi.

-Vores finansdirektør var slet ikke i tvivl om, at dette er et strategisk indsatsområde, der vil komme forretningen til gode. Bæredygtighed kan godt virke abstrakt, men når man taler om FN’s bæredygtighedsmål, så taler man et sprog, som alle kan forstå. Det bliver lettere at have en dialog om bæredygtighed med kunderne, fortæller Mikkel Thrane, der er Global Sustainability Lead.

Udfordringen lå i første omgang i at finde ud af, hvilke af de 17 verdensmål, eller Sustainable Development Goals (SDG), der kunne integreres i forretningsgangen i DuPont Nutrition & Biosciences.

Mikkel Thrane, Global Sustainability Lead
Dupont

Videobureauet Tordenskjold

 SDG'erne er med til at screene nye produkter

Selskabets 50 øverste ledere var i begyndelsen af Dansk Industri-projektet ”Fra filantropi til forretning” med på en workshop, hvor de fandt frem til seks centrale mål og to indsatsområder. Det ene drejer sig om innovationsprocessen, som ellers er ret komplekst.

-Vi har fået lavet en model, som med udgangspunkt i SDG’erne kan bruges til at screene innovationsprojekter og fremme udviklingen af mere bæredygtige produkter. Hvis de nye produkter scorer under et vist niveau, hvad angår opfyldelsen af SDG’erne, så stopper vi eller ændrer projektet, siger Mikkel Thrane.

-Modellen gør det tydeligt for alle, at vi vil integrere SDG’erne, og det har en psykologisk effekt, at det kommer på banen allerede i udviklingsstadiet, fortsætter han.

Men det er ikke kun i innovationsprocessen, at DuPont Nutrition & Biosciences har masseret nogle af FN’s verdensmål ind.

Karakterer efter bæredygtighed

Virksomheden har nu sat gang i en proces, som skal ende med, at de eksisterende produkter får bæredygtighedskarakterer.

Ligesom med innovationsprocessen er målet at begrebet ”bæredygtighed” bliver konkretiseret og derfor lettere at tale om i forhold til løsningerne.

-Vi har ansat en person på fuld tid til at rangere vores eksisterende produkter, efter hvor bæredygtige de er, og der måler vi blandt andet på, i hvor høj grad de lever op til SDG’erne, siger Mikkel Thrane.

DuPont Nutrition & Biosciences har flere tusinde produkter, og de skal nu placeres på bæredygtighedshylder, hvor produkterne på den øverste hylde kunne få mærkatet ”top performer”, mens der på den næste hylder kunne stå ”performer”. Og så kunne der være en ”standard”-hylde og en ”challenge”-kategori.

-Ud fra omsætningen på de enkelte produkter vil vi sætte mål for, hvordan de forskellige kategorier skal udvikle sig, siger Mikkel Thrane.

Tanken er, at DuPont Nutrition & Biosciences vil finde en bæredygtighedsbaseline og forbedre produkterne ud fra den.

3 gode råd

 DuPont Nutrition & Biosciences' Global Sustainability Lead, Mikkel Thrane, kommer her med tre gode råd til dig, der også skal arbejde med FN's verdensmål i din virksomhed:

1) Begræns dig! Fokusér på få af målene. Kom gerne ned på to-tre stykker.

2) Hvad gør du allerede? Undersøg hvilke mål, din virksomhed allerede understøtter, og brug dem som udgangspunkt for de nye SDG-projekter.

3) Vælg nogle værktøjer! - Der findes forskellige manualer til, hvad virksomhedens rolle kan være i forhold til at leve op til SDG'erne. Find to-tre af de manualer, publikationer eller værktøjer og brug dem. Vi brugte Global Reporting Initiative's "An Analysis of the Goals and Targets" og FN's "The SDG Compass - UN Global Compact".

Det skal bruges til at udfordre os selv

Projektet med at rangere produkterne i DuPont Nutrition & Biosciences startede 1. februar, og produkterne er endnu ikke stillet på de forskellige bæredygtighedshylder. Men det skal de. Også selv om det formentlig bliver en udfordrende øvelse.

For der er rigtig mange produkter i DuPont Nutrition & Biosciences. Også nogle som ikke bliver topscorere på bæredygtighedsskalaen.

-Der er jo en fare for, at vi indirekte kommer til at nedgøre nogle af de produkter, der ikke kommer på øverste hylde. Men det er simpelthen for let at lave en øvelse, hvor vi får alle vores produkter til at se gode ud, og jeg tvivler også på, at der er en værdi i det, siger Mikkel Thrane.

Internt drive

Håbet er, at karakterskalaen kan være med til at motivere alle medarbejdere til at få de mindre bæredygtige produkter højere op på hylderne.

-Det skal gerne være med til at skabe et drive internt i virksomheden, siger Mikkel Thrane og peger på endnu en udfordring, der har fået DuPont Nutrition & Biosciences til at tilknytte en konsulent og flere eksperter.

-Vi skal sørge for, at det bliver videnskabeligt, og vi skal undgå, at det bliver ”green washing” eller ”SDG washing”. Derfor skal vi have nogle klare kriterier og undgå for meget ”cherry picking”. Metoden vil blive udviklet i overensstemmelse med WBCSD’s ”Framework for Portfolio Sustainability Assessment”. Jo bedre vi gør hjemmearbejdet, jo lettere bliver det at forklare, hvorfor et produkt performer bedre end et andet, siger DuPont Nutrition & Healths global sustainability leader.

Mikkel Thrane understreger, at arbejdet med bæredygtighedsskalaen stadig er meget nyt.

-I år har vi fokus på at udvikle metoden, og så kommer vi til at se på, hvordan den skal implementeres og skabe mest mulig værdi.