31.05.23 OPS Nyheder

Åbent brev til Erhvervsminister Morten Bødskov

Fælles henvendelse fra Dansk Industri, Dansk Erhverv og SMVdanmark vedrørende MitUdbud

Som repræsentanter for dansk erhvervsliv er vi stærkt optagede af at sikre de bedst mulige rammer for et stærkt offentlig-privat samarbejde, der kan bidrage til effektive og bæredygtige løsninger i det offentlige samt vækst og -eksportmuligheder for virksomhederne.

Derfor glæder det os, at regeringen og en række af Folketingets partier har som ambition at styrke særligt SMV’ernes muligheder for at byde ind på de offentlige udbud, herunder via en strømlining af de offentlige udbudssystemer.

Vi retter dog henvendelse til dig, fordi vi fortsat er stærkt bekymrede for planerne om etablering af et nationalt udbudssystem, MitUdbud. Det er vores klare vurdering, at en egenudviklet offentlig løsning dels ikke er efterspurgt fra virksomhederne og dels ikke vil tilvejebringe de tiltænkte gevinster.

For det første noterer vi os, at Statens It-råd kraftigt fraråder staten at udvikle sin egen udbudsplatform, men i stedet peger på mulighederne for at anskaffe og konsolidere de softwareløsninger, der findes på det private marked.

For det andet stiller vi os skeptiske over for forudsætningerne i den business case, der ligger til grund for MitUdbud. En tilbagebetalingshorisont på 10 år synes urealistisk med tanke på, at markedet løbende udvikler sig, hvorved den endelige MitUdbud-løsning hurtigt kan vise sig at være forældet, når den endelig lanceres. Projektet risikerer altså både at efterlade en utidssvarende løsning til virksomhederne og de offentlige ordregivere, en unødigt stor regning til skatteborgerne og et elimineret marked for private udbudssystemer.

I lyset af ikke mindst den kraftige kritik fra Statens IT-råd har vi samlet set meget svært ved at forstå rationalet i at bruge minimum 170 mio. kr. på at hjemtage og udvikle en ny offentligdrevet løsning.

Som erhvervsliv anerkender vi fuldt ud behovet for at sikre, at alle parter i det offentligt-private samarbejde har optimal digital understøttelse. Vi mener derfor også, at fase 1 i Mitudbud.dk indeholder en fornuftig løsning.

Såfremt der er politisk ønske om at stille krav til digitale udbudssystemer, så mener vi, at det er oplagt at undersøge muligheden for både markant billigere og mindre indgribende løsninger end at fjerne grundlaget for de nuværende kommercielle løsninger. Det kunne eksempelvis omfatte overvejelser om krav til private udbydere af udbudssystemer eller et nationalt udbud af eksempelvis to konkurrerende løsninger.

Vores anbefaling er, at arbejdet med fase 2 af MitUdbud stoppes, og at ministeren indkalder de relevante parter til en grundig drøftelse af projektets fremtid. Input fra denne dialog samt dem, man får fra fase 1, bør benyttes i det fremadrettede samarbejde med de private udbydere, der kan og bør levere de SMV-venlige udbudsprocesser, som skal understøtte et stærkt offentlig-privat samarbejde.

Vi stiller os til rådighed for fortsatte konstruktive drøftelser af mulighederne.

Med venlig hilsen

Emil Fannikke Kiær, Dansk Industri

Mette Feifer, Dansk Erhverv

Jakob Brandt, SMVdanmark

Skrevet af:

Emil Fannikke Kiær, Mette Feifer, Jakob Brandt

Relateret indhold