Typiske udfordringer og ’best prcatice’ ved samarbejde med asiatiske underleverandører

Generelt er offentlighedens kendskab til bæredygtighedsudfordringerne meget lavere i Asien end i Danmark. FN's verdensmål er ikke en del af den generelle uddannelses- og forretningsdiskurs, og folk i erhvervs- eller produktionssektoren har måske aldrig hørt udtrykket ESG før. Vigtigheden af at reducere luft- og vandforurening, bekæmpe børnearbejde og betale anstændige lønninger er naturligvis velkendte problemstillinger, men disse problemstillinger ses ikke nødvendigvis som et spørgsmål om bæredygtighed eller ESG. Man bør derfor aldrig antage, at sine leverandører og partnere kender de fælles termer for bæredygtighed, og altid starte dialogen med at sikre en fælles forståelse af den vigtigste terminologi. Det kan betyde, at man ikke introducerer begrebet ESG, hvis man kun ønsker at diskutere CO2-udledning. 

Et af de mest almindelige problemstillinger i asiatiske forsyningskæder er mængden af overarbejde blandt arbejdere i produktionssektoren. Dette skyldes bl.a. at en stor del af arbejderne er migranter, som midlertidigt er flyttet til en bestemt fabrik udelukkende for at arbejde. Migrantarbejderne kommer enten fra andre dele af landet eller fra udlandet. De har typisk efterladt deres familier i deres hjemby/hjemland og bor ofte i større sovesale, som fabrikken stiller til rådighed. Arbejderne ønsker typisk at sende så mange penge hjem til deres familier som muligt og vil derfor gerne arbejde overtid. Da de udelukkende er på fabrikken for at arbejde, erstatter overarbejde ikke tid med deres familie. Derfor er det almindeligt, at arbejderne selv beder om at arbejde mere, end det er tilladt inden for internationale rammer og lokal lovgivning. Det er derfor svært som en enkelt europæisk kunde at ændre denne praksis for en hel branche eller region.  

Når man taler om overarbejde med leverandører, er det vigtigt at fokusere på lokale regler og problematikker som f.eks. risikoen for alvorlige ulykker, hvis trætte medarbejdere betjener tunge maskiner. Derudover bør man også se på hele situationen på en holistisk måde i stedet for kun at fokusere på arbejdstimerne. For eksempel har kvaliteten af migrantarbejdernes sovesale og kantiner stor indflydelse på deres generelle velfærd. Et andet aspekt, der skal overvejes, er forholdene for de familier, som migrantarbejderne har efterladt i deres hjemregion. Sociale projekter, der støtter migrantarbejdernes børn, kan være en god måde at forbedre de generelle sociale forhold på, f.eks. projekter, der lader børnene besøge de byer, hvor forældrene arbejder, i skoleferierne.   

Mange initiativer for emissionsreduceringer i Danmark inkluderer tiltag som at mindske flyrejser, slukke lyset i bygninger og reducere medarbejderes bilkørsel til kontoret. For fabriksvirksomheder i Asien er emissionsstrukturen dog anderledes. En stor udfordring i store dele af Asien er f.eks. højt energiforbrug til aircondition i kontorer og fabrikker. Køling er typisk meget mere energikrævende end opvarmning, og med stigende temperaturer vil energiforbruget højst sandsynlig stige. Emissioner fra medarbejderpendling er ofte ubetydelige i Asien, da arbejderne enten bor meget tæt på arbejdspladsen eller bruger scootere i stedet for biler, da få af dem har råd til private biler. 

Danske virksomheder har generelt en struktureret tilgang til at reducere drivhusgasemissioner fra deres aktiviteter, herunder baselines og reduktionsestimater fra forskellige initiativer, ROI-beregninger (Return Of Investment) og implementeringsplaner. I Asien er det dog almindeligt, at fabrikker implementerer initiativer uden en struktureret tilgang. For eksempel kan de have skiftet til LED-lys eller installeret solcellepaneler på fabriksbygningerne for at spare penge, uden at have estimater for emissionsreduktioner fra disse tiltag. Dette kan skabe udfordringer, når man beregner baselines og udviklingsplaner. Det kan derfor være værdifuldt for begge parter, at leverandører bliver uddannet om ’best practice’ og strukturerede tilgange til bæredygtighedsarbejdet. 

For 20-30 år siden begyndte nogle virksomheder i Danmark at offentliggøre CSR-rapporter. Disse rapporter adskilte sig dog markant fra nutidens ESG-rapporter, da de primært fokuserede på donationer til lokale sportsklubber eller støtte til organisationer som UNICEF. Nutidens ESG-rammer fokuserer mere på initiativer, der er integreret i virksomhedens drift, i stedet for blot donationer. Donationer er stadig utrolig vigtige i mange mindre økonomisk udviklede lande, hvor der ofte er mange udfordringer relateret til fattigdom, manglende uddannelse og svage sociale sikkerhedsnet. Donationer kan være relevante både i virksomhedens nærområde og i andre dele af landet, f.eks. til landsbyskoler. Mange virksomheder i Asien ser ofte sådanne CSR-initiativer som deres vigtigste sociale bidrag, mens europæiske virksomheder er mere fokuserede på at få information om arbejdsvilkår på leverandørens fabrikker. 

Den almindelige praksis inden for medarbejdersundhed og -sikkerhed samt produktsikkerhed sker primært gennem adfærdskodekser (Code of Conducts), certificeringer og standarder. Det er derfor de strukturer og dokumenter, som leverandører er vant til at arbejde med. Leverandører vil derfor ofte forsøge at integrere de nye ESG-krav i samme compliance-strukturer. De kan måske bede jer om en tjekliste eller oversigt over certifikater, de skal have for at opfylde jeres ESG-krav. Reduktion af drivhusgasemissioner over tid bør ikke behandles som en compliance-opgave, men derimod som en præstationsforbedring, hvilket kræver en ny måde at tænke på, og en ny tilgang. Desuden ser underleverandørerne typisk deres ansvar for at overholde adfærdskodekser som begrænset til deres egne aktiviteter internt i virksomheden. Leverandører mener derfor ikke, det er deres opgave at sikre, at deres egne underleverandører også følger kravene i disse adfærdskodekser.