Ny kilometerafgift sender millionregning til erhvervslivet, der leverer varer til velfærd
Med den nye kilometerafgift kan offentlige indkøbere pålægge private leverandører en skjult skat. Det gælder for virksomheder, der leverer alt fra bleer til kommunale institutioner til rent tøj og linned i regionerne. Det er helt urimeligt, skriver Jakob Scharff.
Det må være en fejl.
Offentlige indkøbere pålægger lige nu private leverandører en skjult skat. Ekstraregningen kommer fra nye kilometerafgifter, højere dieselafgifter og skærpede CO2-krav, som er politisk bestemt.
Da offentlige kunder nægter at dele omkostningsstigningerne, ender hele regningen hos de private leverandører. En regning, der ifølge beregninger fra Dansk Industri alene i 2025 koster private virksomheder hele 320 millioner kroner ekstra.
Det er helt urimeligt, at offentlige organisationer afviser at kompensere leverandører, der leverer alt fra bleer til kommunale institutioner til rent tøj og linned i regionerne. De holdes fast på låste kontraktvilkår – til trods for stigende omkostninger, der truer virksomhedernes økonomi.
Havde aftalerne været indgået mellem private parter, ville man typisk genforhandle og finde løsninger. Det er vejen frem i værdiskabende partnerskaber.
Stive kontrakter underminerer grøn fremtid
Men leverandører til det offentlige møder en mur af ufleksibilitet. Særligt Statens- og Kommunernes Indkøbsservice (SKI) har indtil nu været fuldstændig afvisende over for at finde en løsning.
SKI's betydning i det offentlige indkøb er væsentlig, og det tegner ikke godt for offentlig-privat samarbejde, hvis det er tilgangen i fremtiden.
Hvis offentlige indkøbere ikke viser større fleksibilitet og ansvar, risikerer vi, at seriøse og innovative leverandører trækker sig fra opgaver. Simpelthen, fordi de ikke kan fungere under urimelige vilkår.
Den aktuelle situation er en hindring for fælles ansvar og grøn omstilling.
Når politiske beslutninger gør transport dyrere for at fremme den grønne dagsorden, bør alle involverede parter, inklusive det offentlige, tage del i omkostningerne og måden, vi tilrettelægger leveringen.
Vores fælles målsætning om et grønnere og bæredygtigt samfund undermineres af stive kontrakter og manglende betalingsvilje.
Konsekvensen bliver, at hele samfundet taber. Det kan vi ikke være bekendt.
Indlægget blev bragt i Altinget den 6. juni.