27.06.25 OPS Nyheder

Maria Durhuus og Jakob Scharff: Uden velfærdsteknologi bryder ældreplejen sammen

Velfærdsteknologi er ikke blot en mulighed for at sikre en mere værdig pleje for ældre; den er også bydende nødvendig, hvis vi vil undgå et totalt sammenbrud af ældreplejen, vurderer topprofiler.

Debatindlægget blev bragt i Seniormonitor den 25. juni 2025. 

I dagens Danmark forventer vi teknologi som en helt naturlig og integreret del af behandlingen på vores hospitaler. Teknologiske løsninger forebygger fejl, skaber tryghed, øger kvaliteten og forbedrer arbejdsmiljøet for de sundhedsprofessionelle.

Når vi taler om velfærdsteknologi i ældreplejen, er sagen en anden. Her ser mange danskere en pleje uden menneskelig kontakt og nærvær for sig. De forestiller sig nok en ensom, ældre borger, alene i sin stue, omringet af robotstøvsugere, bippende maskiner og blinkende skærme, der har erstattet de mennesker, der plejede at besøge hende.

Det er en opfattelse, som formentlig (og forståeligt nok) er resultatet af de skrækhistorier, der har været fremme i debatten; kommuner, der har påtvunget deres ældre borgere robotstøvsugere i hjemmet, selvom de hverken er i stand til at tænde eller tømme en robotstøvsuger selv. Men lad os gøre det helt klart: velfærdsteknologien er ikke sat i verden for at udskifte menneskeligt personale med robotter.

Velfærdsteknologien kan aflaste

Forestil dig derfor i stedet en SOSU-assistent, der en sen aften giver sig tid til at drage omsorg for en plejehjemsbeboer, der er blevet urolig. Det kan SOSU-assistenten trygt gøre i stedet for at løbe fra værelse til værelse og føre tilsyn med de sovende beboere. Han ved nemlig, at han får en alarm på sin telefon, hvis en anden beboer vågner og får behov for hjælp.

Eller forestil dig en hjemmesygeplejerske, der er på besøg hos en ældre, kronisk syg borger i eget hjem. Sygeplejersken er omhyggelig med at spørge ind til borgerens velbefindende. Det har hun tid til, fordi en robot allerede har hjulpet hende med at håndtere og dosere den rette medicin, og fordi dokumentationsarbejdet kan klares på et par minutter ved hjælp af AI-diktering.

Disse scenarier giver et langt mere retvisende billede af det potentiale, der gemmer sig i velfærdsteknologien. Men det forudsætter, at vi begynder at omfavne den i ældreplejen, på samme måde som vi allerede har gjort det i sundhedsvæsenet. At vi for alvor forstår velfærdsteknologien som noget, der rent faktisk kan sikre et trygt og værdigt ældreliv. Og ikke mindst som en mulighed for at aflaste de mange medarbejdere, der lige nu knokler sig syge for at holde sammen på en ældrepleje i opløsning.

Juridisk uklarhed

Når vi taler med fagpersoner fra ældreplejen, hører vi faktisk et udbredt ønske om at få implementeret de mange velfærdsteknologiske løsninger, der kan forbedre arbejdsmiljøet og styrke kvaliteten af plejen. Desværre strander de gode idéer ofte på et skrivebord hos kommunens jurister.

Det skyldes først og fremmest den store juridiske uklarhed omkring anvendelsen af digitale monitoreringsmidler. Og GDPR-lovgivningen på området kan fortolkes så forskelligt, at en teknologi bliver brugt i én kommune, mens en anden kommune ikke vil bruge den.

Det kan betyde, at for eksempel Næstved Kommune bruger en løsning, der viser sig at skabe enorme gevinster for både borgere og medarbejdere, men at samme løsning ikke nødvendigvis kan bruge i landets resterende 97 kommuner.

Strategi skal fjerne barrierer

Markedet for velfærdsteknologi udvikler sig konstant, og nye, avancerede løsninger ser konstant dagens lys. Juraen skal være fleksibel nok til at kunne følge med de teknologiske fremskridt, så ældreplejen kan drage fordel af de bedste løsninger.

I ældreaftalen fra sidste år er det besluttet, at der skal laves en national strategi for velfærdsteknologi. En strategi hvor vi ser på, hvordan vi kan fjerne de barrierer, der i dag kan stå i vejen for, at vi udbreder velfærdsteknologi endnu mere.

For at komme med anbefalinger har vi nedsat et partnerskab for velfærdsteknologi med blandt andre Dansk Industri. Vi ser frem til, at partnerskabet kommer med sine anbefalinger, så vi kan sætte endnu mere skub i udviklingen.

Vi skal være langt bedre til at udbrede de løsninger, som vi har god erfaring med. Det fortjener medarbejderne og ikke mindst vores ældre.

Relateret indhold