Jakob Scharff: Samfundet går glip af enorme gevinster, når iværksættere skræmmes væk fra udbud
Især unødige særkrav og alt for detaljerede specifikationer fra de offentlige indkøbere skræmmer iværksættere langt væk fra at deltage i udbudsprocesserne.

Det offentlige køber ind for over 400 mia. kr. om året, svarende til hele 16 pct. af vores bnp. En enorm sum, som har stort potentiale for at påvirke innovation i samfundet og inddrage mindre virksomheder, der tænker ud af boksen. Alligevel ser vi i Danmark en tendens til faldende konkurrence i offentlige udbud.
Samtidig viser en rapport fra EU-Kommissionen, at Danmark er en europæisk ”low performer” i politiske rammevilkår for innovative offentlige indkøb. To konklusioner, som bør give anledning til bekymring. Velfærdsstaten har nemlig brug for frisk vand i andedammen tilsat udefra, og konkurrence og innovation skal sikre løbende udvikling af velfærdsydelserne. Alternativet er nedslående.
Det er særligt unødige særkrav og alt for detaljerede specifikationer fra de offentlige indkøbere, der skræmmer iværksættere langt væk fra at deltage i udbudsprocesserne. Vi går derfor glip af enorme samfundsmæssige gevinster, fordi vi ikke formår at udnytte den offentlige indkøbsmuskel til at udvikle nye løsninger gennem offentlig-privat samarbejde.
I DI er vi i fuld gang med at give input til arbejdet med den kommende revision af EU’s regler for offentligt indkøb. Vi har naturligvis fokus på, hvordan reglerne kan sikre fleksibilitet, mindre bureaukrati og styrkelse af det indre marked.
Men vi skal i Danmark ikke sidde og afvente en kommende revision af EU’s udbudsdirektiver.
Hvis vi ønsker at styrke innovationen og iværksættermiljøet, skal offentlig-privat samarbejde være langt smartere end i dag, bl.a. ved at lave aftaler med de offentlige institutioner. For mange små og mellemstore virksomheder bliver afskrækket af ufleksible og langstrakte processer i kommuner og regioner.
Der er ikke kun brug for et opgør med den overdrevne nulfejlskultur, men også en større prioritering af samarbejdet. De offentlige indkøbere skal nedbryde de tunge administrative byrder og rette fokus mod funktionalitet af det konkrete indkøb fremfor at stille detaljerede krav til, hvordan en løsning er skruet sammen.
På tværs af den offentlige og private sektor bør vi stå sammen for at sikre et bedre erhvervsklima, hvor Danmark står stærkt på innovation, konkurrencekraft og grøn omstilling.
Det er ikke nødvendigt at afvente internationale regler og direktiver. Frygten for fejl er hæmmende for samarbejdet. Fra DI’s side foreslår vi, at offentlige organisationer udpeger og gennemfører tre indkøb årligt, hvor der er et helt særligt fokus på offentlig-privat innovation. De offentlige organisationer skal selv definere projekterne, men intentionen bag skal være at flytte grænser og understøtte en entreprenant samarbejdskultur med langt mindre bureaukrati.
Lad os gå foran i Danmark.
Indlægget blev bragt i Finans den 28. august 2025.