DI: Nye anbefalinger om velfærdsteknologi trækker i den rigtige retning, men er ikke ambitiøse nok
Partnerskab for udbredelse af velfærdsteknologi i ældreplejen har netop offentliggjort de anbefalinger, der skal bidrage til udviklingen af en ny national strategi på området. DI ser mange gode takter i anbefalingerne, men savner større ambitioner.
Danmarks største erhvervsorganisation, DI, ser mange positive takter i de nye anbefalinger fra Partnerskab for udbredelse af velfærdsteknologi ældreplejen.
- Vi skal have accelereret skaleringen af velfærdsteknologi, hvis vi skal løse de massive udfordringer, ældreplejen står med. Det går alt, alt for langsomt med at få udrullet de løsninger, der allerede har skabt store gevinster i flere kommuner til resten af landet, siger branchedirektør i DI, Jakob Scharff og fortsætter:
- Derfor er vi selvfølgelig rigtig tilfredse med, at anbefalingerne sætter fokus på skaleringen af løsninger med dokumenterede effekter, styrket samarbejde mellem kommuner og private leverandører samt klarere juridiske rammer for brug og implementering af teknologi i ældreplejen.
DI har deltaget i partnerskabet og tilsluttet sig anbefalingerne, men savner større ambitioner
- Jeg havde gerne set at anbefalingerne blev mere konkrete, ambitiøse og forpligtende. Jeg kan blive bekymret for, om opgaverne falder mellem stolene, fordi det ikke bliver konkretiseret, hvem der skal have ansvaret for hvad. Vi bidrager gerne til, at det så sker i selve strategien, siger Jakob Scharff.
Som deltager i partnerskabet har DI blandt andet talt for, at kommunerne skal forpligtes til at samarbejde mere om indkøb og implementering. De kommende sundhedsråd er et oplagt forum for netop dette:
- Rigtig mange velfærdsteknologiske løsninger understøtter borgere og medarbejdere på tværs af fagområder i både sundhedsvæsenet og ældreplejen. Her bliver sundhedsrådene et vigtigt bindeled mellem netop sundheds- og ældreområdet og vil derfor være et naturligt knudepunkt for samarbejde om afprøvning, indkøb og implementering af velfærdsteknologi, siger Jakob Scharff.
Desuden har erhvervsorganisationen peget på, at der bør etableres én fælles indgang for godkendelse af teknologier.
- I dag risikerer virksomheder at skulle igennem 98 forskellige processer for at få løsninger godkendt i hver enkelt kommune. Det er hverken effektivt eller attraktivt for innovationen og spredningen, og som situationen er lige nu i ældreplejen, har vi ganske enkelt ikke tid eller hænder nok til at vente på, at hver kommune selv skal genopfinde den dybe tallerken hver gang, siger Jakob Scharff.
Ældreministeren vil dog på baggrund af partnerskabets anbefalinger fremlægge et lovforslag, der skal fjerne juridiske barrierer på området.
- Her fortjener ministeren ros for at lytte til både kommuner og virksomheder. I DI har vi lagt et konkret bud på en justering af ældrelov og servicelov på bordet, så vi kan få en entydig og teknologineutral hjemmel til brug af velfærdsteknologi. Så vi ser frem til fortsat dialog om bedre juridiske spilleregler, siger Jakob Scharff
Endelig så DI gerne, at partnerskabet mere entydigt anbefalede flere investeringer for at få skaleringen op i tempo:
- Vi anerkender, at det eksisterende budgetsystem i kommunerne kan være en hindring for at få udbredt løsningerne. Derfor er vi åbne for, at man også fra nationalt hold afsætter midler, så vi kan få frigivet den nødvendige arbejdskraft og undgå et sammenbrud i ældreplejen, siger Jakob Scharff