Helena Artmann og Jakob Scharff: Hvorfor accepterer vi A- og B-hold i børnehaver og vuggestuer?
Private dagtilbud er uundværlige for tusindvis af danske familier – særligt i landområderne. Alligevel er de truet på livet.
Debatindlægget blev bragt i Jyllands-Posten den 5. februar 2026.
En af tre. Så mange af landets børnehaver har ifølge den seneste nationale kvalitetsundersøgelse utilstrækkelig kvalitet. Tallene har med rette forårsaget bekymringsrynker hos forældre, pædagoger, kommuner og politikere. Vi deler i den grad bekymringen.
Der findes ikke en snuptagsløsning, der med ét kan rette op på det pædagogiske læringsmiljø i alle institutioner. Men en del af løsningen handler om erfaringsudveksling og læring af de gode eksempler på tværs af dagtilbud.
Derfor er det så vigtigt, at forældre siden 2005 har haft mulighed for at vælge mellem kommunale, selvejende og private dagtilbud. Muligheden for at vælge et privat alternativ har skabt mangfoldighed i pædagogisk retning, geografi, naturfokus, størrelser med mere.
Og familierne har taget valget til sig. Forældre til over 33.000 børn – flere end hver niende – har i dag valgt private alternativer til kommunale tilbud. Særligt i landområderne er de private tilbud uundværlige og udgør ca. 16 pct. af pladserne. I kommuner som Morsø, Thisted, Aabenraa og Faaborg-Midtfyn passes omkring hvert tredje barn i private tilbud. Det viser en analyse fra DI. (Private dagtilbud løfter et særligt stort ansvar i landområder).
Alligevel står vi lige nu i en situation, hvor man fra Christiansborgs side – tilsigtet eller ej – forskelsbehandler børn, alt efter om deres forældre har valgt offentlig eller privat daginstitution. Dagtilbudsloven giver nemlig kommunerne mulighed for at fastsætte helt urimeligt lave tilskud til administration, drift og bygninger i de private børnehaver og vuggestuer.
Med andre ord følger pengene ikke børnene, og det skaber A- og B-hold i vores børnehaver og vuggestuer. Underbetalingen løber op i mere end 200 mio. kr. hvert år (Børn i private dagtilbud får lavere tilskud end i kommunale - DI). Konsekvensen er, at de private afholder sig fra at udvikle nye institutioner. Andre ser sig nødsaget til at hæve forældrebetalingen. Og flere af dem er reelt lukningstruede, fordi de lige nu rammes af krydspresset fra underfinansieringen på den ene side og lovkravet om minimumsnormeringer på den anden. Det er ganske enkelt ikke rimeligt, og vi er stærkt bekymrede for, hvad udsigterne til fortsat forskelsbehandling får af konsekvenser for de tusindvis af børn, der i dag har deres hverdag i de private dagtilbud – særligt i yderområderne.
I 2024 landede regeringen og et bredt flertal i Folketinget en ældrereform, som gjorde op med manglende gennemsigtighed og underbetaling af private aktører i ældreplejen – et stort skridt i retning af ligestilling mellem offentlig og privat og dermed et reelt frit valg til de ældre. Må 2026 blive året, hvor vi giver de samme rettigheder til børnefamilierne, så de kan træffe lige netop det valg, der er bedst for dem.
