OPS Analyser

Kommuner øger igen samarbejdet med private leverandører

For femte år i træk løste kommunerne flere opgaver i samarbejde med private leverandører. Samarbejdet voksede i 2025 med 0,2 procentpoint, svarende til godt 482 mio. kr.

Kommunernes samarbejde med private leverandører, målt ved Privat Leverandør Indikator (PLI), steg med 0,2 procentpoint fra 2024 til 2025. Det er femte år i træk, at det offentlig-private samarbejde i kommunerne øges. 

Samlet set løser kommunerne nu 28,1 pct. af deres udbudsegnede opgaver i samspil med virksomhederne, hvilket løber sig op i 86,5 mia. kr. I forhold til 2024 kan væksten i samarbejdet opgøres til 482 mio. kr.[1]

Fremgangen gælder dog ikke over hele linjen. I 2025 blev flere opgaver inden for byudvikling mv., sundhedsområdet og sociale opgaver løst af private virksomheder, mens samarbejdet er gået tilbage mht. transport og infrastruktur samt undervisning og kultur.[2]

 

Opgjort i koner. og ører er det særligt hovedkonto 5 (sociale opgaver), der driver ændringen i den samlede PLI. Det er også den mest udgiftstunge hovedkonto i det kommunale regnskabssystem, idet den indeholder udgifterne til dagtilbuds-, ældre-, beskæftigelses- og socialområdet. En stigning på 0,6 procentpoint svarer således til en stigning på over 1 mia. kr. i udgifterne til opgaver varetaget af private.  

Inden for hovedkonto 5 (sociale opgaver) er det særligt ældreområdet og det specialiserede socialområde (tilbud til voksne med særlige behov), hvor der kan spores en stigning i private leverandørers opgaveandel. Udviklingen i PLI på disse områder er begrænset (hhv. 0,7 og 0,8 procentpoint), men det har væsentlig betydning i kr. og ører. som en konsekvens af det generelle udgiftsniveau på disse områder. Ændringerne udgør dermed kun en mindre andel af de samlede udgifter på de respektive hovedfunktioner.  

Sådan har vi gjort

Kommunernes samarbejde med private virksomheder bliver i denne analyse målt ved Privat Leverandør Indikatoren (PLI). PLI måler andelen af udbudsegnede driftsopgaver, som varetages af private virksomheder.

Det er altså kommunernes køb af tjenesteydelser hos private leverandører i forhold til de samlede kommunale bruttodriftsudgifter til opgaver, der må varetages af private leverandører. PLI viser dermed udliciteringsgraden (uden kommunernes egne vundne bud).

Indikatoren er fastsat af Indenrigs- og Sundhedsministeriet og beregnes på baggrund af de kommunale regnskaber fra Danmarks Statistik.

PLI udregnes således som andelen af de kommunale bruttodriftsudgifter til opgaver, der varetages af de private, som faktisk varetages af private leverandører:

Til at beregne kommunernes køb af opgaver hos private leverandører benyttes følgende: Bruttodriftsudgifter (ekskl. på de undtagne funktioner beskrevet senere) på art 4.5 og 4.9 på hovedkonto 0 og 2-6. Art 4.0 på hovedkonto 4 og 5 samt på funktion 3.22.06, 3.22.07 (grp. 999 og grp. 003), 3.22.08 og 3.38.78 (grp. 001). Art 5.9 på funktion 2.32.31, 2.32.33 og 2.32.35. Art 5.9 på positivlistens funktioner (beskrevet senere).

Til at beregne de samlede kommunale bruttodriftsudgifter benyttes følgende definition fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet. 

Bruttodriftsudgifter (ekskl. på de undtagne funktioner beskrevet senere) på hovedart 1-4 (ekskl. art 4.6 og 4.7) på hovedkonto 0 og 2-6. Art 4.7 og 7.7 på hovedfunktion 5.28 og 5.38. Art 5.9 på funktion 2.32.31, 2.32.33 og 2.32.35. Art 5.9 på positivlistens funktioner (beskrevet senere).

De undtagne funktioner (og grupperinger) er: 3.22.01 (hovedart 1), 3.41.80, 4.62.81, 5.28.24, 6.42.40-6.42.43, 6.45.59 (kun art 4.0), 6.48.61 og 5.28.22, dr. 1, grp. 007, og 6.45.51, dr. 1, grp. 003.

Positivlistens funktioner omfatter følgende funktioner: 0.32.31, 0.32.35, 3.22.08, 3.22.10, 3.22.12, 3.22.18, 3.35.60, 3.35.63, 3.35.64, 3.38.74, 4.62.82, 4.62.88-4.62.90, 5.25.19, 5.38.58, 5.38.59, 5.46.60, 5.68.90 (grp. 005-006), 5.72.99 og 6.48.67 (grp. 001).

Noter

  1. Beregnet som forskellen på de faktiske udgifter til private leverandører i 2025 og udgifterne til private leverandører i et alternativt scenarie, hvor PLI (pct.) er fastholdt til 2024-niveauet. De rene udgifter til private er øget med ca. 5 mia. kr. i løbende priser.
  2. Se bilag for en uddybning af hvilke opgaver, der hører under de enkelte hovedkonti.  

 

Bilag: Sådan defineres kommunernes opgaveområder

IKU kan opdeles efter kommunernes opgaveområder i henhold til forskellige hovedkonti i den kommunale kontoplan. Nedenfor følger en oversigt over, hvilke typer af udbudsegnede opgaver, der hører til de forskellige områder.

Byudvikling (hovedkonto 0)

Denne hovedkonto består hovedsageligt af tekniske opgaver som naturbeskyttelse, kirkegårde, redningsberedskab og faste ejendomme. Det er funktioner som stadion og fritidsanlæg, grønne områder, boliger til flygtninge og miljøtilsyn, der er blandt de største poster.

Trafik og infrastruktur (hovedkonto 2)

Denne hovedkonto består hovedsageligt af tekniske opgaver som kollektiv trafik, havne og kommunale veje. Det er posterne vintertjeneste, vejvedligeholdelse, busdrift, parkering og driftsbygninger, der er blandt de største poster.

Undervisning og kultur (Hovedkonto 3)

På denne hovedkonto ligger folkeskolen, ungdomsuddannelser og kulturel virksomhed. Det er funktioner som drift og administration af folkeskolen og ungdomsuddannelser, biblioteker og museer, der er blandt de største poster. De udbudsegnede opgaver på hovedkontoen har overvejende karakter af støttefunktioner. På folkeskoleområdet er det eksempelvis ikke undervisning, der kan konkurrenceudsættes, men derimod støttefunktioner som rengøring og ejendomsservice.

Sundhed (Hovedkonto 4)

På denne hovedkonto ligger de kommunale sundhedsudgifter. Det er funktioner som genoptræning, tandpleje og sundhedsfremme, der er blandt de største poster.

Sociale opgaver (Hovedkonto 5)

På denne hovedkonto ligger aktivering, dagtilbud, ældrepleje og tilbud til udlændinge samt unge og voksne med særlige behov.

Administration (Hovedkonto 6)

Hovedkonto 6 består overvejende af støttefunktioner inden for kommunernes centrale administration.

Relateret indhold