Aalborg Kongres & Kultur Center har hevet fat i deres seniorer og tidligere medarbejdere for at høre, om de må kontakte dem, når der er brug for assistance. Det har resulteret i deres interne ressourcebank, bedre kendt som Powerbanken.

Foto: Aalborg Kultur & Kongres Center
27.11.25 Nyheder

Aalborg Kongres & Kultur Center har en Powerbank med pensionerede medarbejdere

Aalborg Kongres & Kultur Center har udviklet deres egen ’’Powerbank’’ – en intern ressourcebank, hvor virksomheden kan trække på tidligere og pensionerede medarbejdere, når der er behov for at skrue op for bemandingen i travle perioder.

Med over en halv million gæster og 1.800 arrangementer årligt er Aalborg Kongres & Kultur Center blandt Skandinaviens største kongres- og kulturcentre. Virksomheden danner ramme om alt fra koncerter, teaterforestillinger og messer til møder, udstillinger og større konferencer, og når kalenderen bugner af arrangementer, er muligheden for at trække på erfaren arbejdskraft særlig kærkommen. 

- I et hus med 1.800 arrangementer om året er det ikke ligegyldigt, hvor godt du kender huset, når du skal ind og hjælpe til, fortæller Nicolaj Holm, direktør hos Aalborg Kongres & Kultur Center. 

Aalborg Kongres & Kultur Center har derfor udviklet deres egen ressourcebank bestående af tidligere medarbejdere med kendskab til virksomheden og dens arbejdsgange. 

Medarbejderne kan enten træde til ved enkelte arrangementer eller over længere perioder, når der er behov for ekstra hænder. Det har ifølge Nicolaj Holm sikret virksomheden unikke fleksibilitetsmuligheder, når den skal omstille sig til nye eller skiftende forhold: 

-Lige om lidt sender jeg f.eks. min PA på barsel, og er der noget, der er svært at undvære, så er det en PA. Derfor har jeg fået en ny PA, som er hentet i vores Powerbank. Vi har faktisk hevet fat i vores pensionerede pressechef, som skal hjælpe mig i et par måneder, fortæller Nicolaj Holm og fortsætter: 

-Det er en kæmpe ressource at have, og jeg synes, det er fedt, at hun har lyst til at hjælpe til, når hun har tid i sin kalender mellem andre spændende aktiviteter. 

Find flere konkrete tiltag til at skabe en attraktiv arbejdsplads for seniorer: Se hvad andre virksomheder gør.

Erfaring behøver ikke at forsvinde ud ad døren 

Idéen bag ressourcebanken opstod, da en tidligere medarbejder stod over for pensionering, men samtidig ikke var helt klar til at slippe arbejdslivet.  

Hos Aalborg Kongres & Kultur Center gav det anledning til overvejelser om, hvordan virksomheden kan fastholde erfaring lidt længere. 

Resultatet blev en intern ressourcebank – en såkaldt Powerbank – der samler forhenværende medarbejdere, som gerne vil hjælpe til i ny og næ. 

 

Nikolaj Holm, direktør hos Aalborg Kongres & Kultur Center
Vi har faktisk hevet fat i alle vores seniorer og tidligere medarbejdere for at spørge, om vi må kontakte dem, når vi har brug for assistance Nikolaj Holm, direktør hos Aalborg Kongres & Kultur Center

Opgaverne, som medarbejdere fra Powerbanken varetager, spænder vidt og bredt, og de har både mulighed for at arbejde i deres tidligere afdeling eller hjælpe til på nye områder. 

-Det kan være, at en tidligere elektriker kan hjælpe os, når vi skal have bygget noget til en messe, eller en tidligere medarbejder kan hjælpe os, når vi nu skal til Grønland og lave to fiskerimesser næste år, fortæller Nicolaj Holm og fortsætter: 

-Det kan også være, at de kan hjælpe os med at guide folk på plads på parkeringspladsen næste gang, der er en stor international messe i huset. 

Med Powerbanken understreger Aalborg Kultur & Kongres Center, at erfaring ikke behøver at forsvinde ud ad døren, men at den kan aktiveres på nye måder.  

Tiltaget, der sikrer virksomheden adgang til fleksible bemandingsløsninger, giver samtidig seniorer mulighed for at sætte deres faglighed og kompetencer i spil igen til glæde for de mange besøgende. 

-Den ældste i vores Powerbank er på den anden side af 85, og vil gerne lave rundvisninger i huset, fordi vi har så høj efterspørgsel på det. Det er endda min forgænger, fortæller Nicolaj Holm med et smil.

Vil du gerne have viden og konkrete værktøjer til at tage dialogen med seniormedarbejderne i din virksomhed? Så tilmeld dig DI’s lederkursus ‘Bliv en attraktiv leder for dine seniormedarbejdere’.

Social værdi og gensynsglæde  

For Aalborg Kongres & Kultur Center er Powerbanken en værdifuld mulighed for kvalificeret og stabil bemanding, ofte med meget lidt behov for oplæring.  

-Det er en sindssyg god ressource, som har en fin fornemmelse af, hvad huset er. Det vil også sige, at vi ikke skal give dem en kæmpestor oplæring. Ganske vist har pensionerede medarbejdere ikke altid samme føling med de systemer, vi kører nu, i forhold til for 15 år siden. Derfor har vi også tilbudt dem at blive koblet op på vores intranet og modtage pressemeddelelser, vi udsender, så de løbende kan holde sig opdaterede om, hvad der sker herinde, fortæller Nicolaj Holm.

Der er ikke kun faglige gevinster at hente, når Aalborg Kongres & Kultur Center rekrutterer bemanding blandt tidligere medarbejdere. Tilbagevendte medarbejdere skaber nemlig også social værdi, der bidrager til sammenholdet og kulturen på arbejdspladsen.  

-Der er jo et kollegialt aspekt i det. Mange af de kolleger, de har samarbejdet med igennem mange år, er jo herinde. Det er simpelthen så hyggeligt, fortæller Nicolaj Holm og fortsætter: 

-Det er en kæmpe gensynsglæde, når de er inde og tage en vagt eller lave en rundvisning. De er også inviteret med til forskellige arrangementer – f.eks. vores julefrokost lige om lidt, og de har også adgang til andre gode personalefordele, når de er en del af Powerbanken. 

Læs også: Idealcombi: Seniormedarbejderne er vores kulturbærere

 

Christine Secher

Christine Secher

Fagleder, Tværgående projekter & kommunikation, Future of Work

  • Direkte +45 3377 4769
  • Mobil +45 2976 2320
  • E-mail chse@di.dk

Relateret indhold