Hartmann Packaging har en ambition om at kunne tilpasse arbejdstiden til medarbejdernes livsfaser.

Foto: Hartmann Packaging
21.05.25 Nyheder

Hartmann Packaging indfører livsfaseordning

Hartmann Packaging baner vejen for større fleksibilitet i produktionsbranchen. Med livsfaseordningen imødekommer de både seniorer og børnefamiliers behov uden at gå på kompromis med driften.

Hartmann Packaging har en ambition om at kunne tilpasse arbejdstiden til medarbejdernes livsfaser, og derfor har de introduceret livsfaseordningen; en løsning designet til både erfarne seniormedarbejdere og yngre børnefamilier, mens den samtidig passer til virksomhedens driftsbehov. 

-Vi ville rigtig gerne kigge ind i det her med livsfasetilgangen - altså alle faser i livet, fortæller Heidi Petersen, HR Assistent hos Hartmann Packaging i Tønder, og fortsætter: 

-Vi havde en spørgerunde hos alle medarbejderne for at finde ud af, hvor mange der var tilfredse med vores skifteholdsordning med treholdsskift. 

Tidligere var arbejdsformen for alle medarbejdere hos Hartmann Packaging et treholdsskift, hvor de arbejdede i et 4-ugers rul bestående af dag-, aften-, og nattevagter. Denne arbejdsform sikrede, at produktionen kunne køre kontinuerligt døgnet rundt, men samtidig gav det udfordringer for nogle af de medarbejdere, der havde andre behov for fleksibilitet.  

Livsfaseordningen blev oprindeligt udviklet som et initiativ til at give deres mange seniormedarbejdere mulighed for bedre at tilpasse arbejdstiden til deres behov i senkarrieren, men det viste sig at være en yderst populær løsning for de yngre medarbejdere.  

-Medarbejdere på 60+ har fortrinsret på livsfaseordningen. Men der er faktisk kun tre medarbejdere over 60 år, der gør brug af det. De resterende 40 medarbejdere på ordningen er under 60 år og primært børnefamilier, bemærker Gitte Christensen, HR-chef hos Hartmann Packaging. 

Livsfaseordning hos Hartmann Packaging

Livsfaseordningen hos Hartmann Packaging er designet til at give medarbejderne fleksibilitet i arbejdstiden ved at tilbyde forskellige arbejdsplaner, der kan tilpasses individuelle behov og livsfaser.  

Modellen inkluderer muligheden for at arbejde dag og aften i skift på hverdage med fri i weekender og helligdage, samt faste nattevagter eller weekendarbejde.  

Formålet er at skabe en ramme, der både tilgodeser seniorers behov for en anden arbejdsrytme, yngre medarbejderes behov for at kunne balancere arbejdsliv med familieliv samt virksomhedens driftsbehov. 

Fleksibilitet i en produktionsvirksomhed 

Driften er afgørende for en produktionsvirksomhed som Hartmann Packaging, og derfor er det vigtigt, at der er kontinuitet i driften. Derfor er det nødvendigt at sætte nogle rammer for den fleksibilitet, som Hartmann Packaging kan tilbyde medarbejderne. 

-Vi er en produktionsvirksomhed, og vi har brug for, at medarbejderne kommer på arbejde og leverer det arbejde, som får driften til at køre rundt. Vi kan f.eks. ikke lukke maskiner ned og lade medarbejdere gå hjem en time før eller møde to timer senere, bemærker Heidi Petersen. 

Livsfaseordningen er Hartmann Packagings måde at tilbyde fleksibilitet på til medarbejdere i et ellers ret fastlåst produktionsskema uden at gå på kompromis med driften. 

Medarbejderne hos Hartmann Packaging arbejder i treholdsskift, hvor de i et 4-ugers rul vekslede mellem dag, aften og nattevagter. En ordning, som cirka 80 pct. af medarbejderne ønskede at beholde, mens 20 pct. ønskede en alternativ løsning.  

-Vi har ikke fjernet skifteholdsordningen til fordel for en livsfasetilgang. I stedet har vi to ordninger, som medarbejderne selv kan vælge mellem. På den måde imødekommer vi både de 80 pct. og de 20 pct., forklarer Gitte Christensen. 

Hvornår har du lyst til at arbejde? 

Implementeringen af livsfaseordningen har givet Hartmann Packaging en ny rekrutteringspulje af talentfulde medarbejdere, der søger fleksibilitet, og samtidig kan de tilbyde arbejde på mange forskellige tidspunkter af døgnet: 

-Hvornår har du lyst til at arbejde? Vi har alle typer af arbejdstider uanset, hvornår på døgnet en medarbejder ønsker at arbejde. Derfor er det blevet det centrale spørgsmål, siger Gitte Christensen og fortsætter: 

-Selv om livsfaseordningen er dyrere for os at drifte end skifteholdsplanen, så gør den det muligt for os at tiltrække nogle andre og flere medarbejdere, siger Gitte Christensen. 

Livsfaseordningen giver medarbejderne mulighed for at arbejde dagvagter mandag til fredag i den ene uge og så aften i den anden uge, samt holde fri i weekender og helligdage. Alternativt kan medarbejderne vælge faste nattevagter eller et weekendhold. 

-Vi tiltrækker f.eks. nogle af dem på 25-50 år, som gerne vil stifte familie, eller som måske lige er blevet skilt og har brug for fleksibiliteten i den uge, de har deres børn. Så på den måde har vi også åbnet for en ny rekrutteringspulje, som vi ikke havde forventet. 

Livsfaseordning fortsat under udvikling 

Introduktionen af livsfaseordningen har ikke været helt uden udfordringer og ny læring. Livsfaseordningen blev indført i starten af 2025, og de opdager løbende, hvor noget kan forbedres eller gøres anderledes.  

-Livsfaseordningen har kørt i to måneder, og vi er stadig i opstartsfasen. Der er fortsat plads til at udvikle noget af det her, og fordi livsfaseordningen kun bruges hos så lille en andel af vores medarbejdere, så har de faktisk heller ikke en fast leder, siger Gitte Christensen. 

I stedet har medarbejderne på livsfaseordningen skiftende ledere alt efter, hvilket skiftehold der arbejder den pågældende uge. Det er noget, som Hartmann Packaging arbejder videre med, så de på sigt kan få dedikeret ledere til livsfaseordningen. 

En anden udfordring, som Hartmann Packaging har opdaget er, at oplæringen af nye medarbejdere er blevet lidt mere vanskelig og kræver en anden struktur. Fleksibiliteten i arbejdstiderne kan gøre det vanskeligt at sikre en ensartet og effektiv oplæring, da medarbejderne arbejder på forskellige tidspunkter og på skift. Derudover kan de skiftende ledere for medarbejdere på livsfaseordningen også betyde, at der bliver stillet nye krav til oplæringsprocessen, da der ikke er én fast leder til at sikre kontinuitet og ensartethed i oplæringen.

Skrevet af:

Sara Thorslund Roerholt, Christine Secher

Christine Secher

Christine Secher

Fagleder, Tværgående projekter & kommunikation, Future of Work

  • Direkte +45 3377 4769
  • Mobil +45 2976 2320
  • E-mail chse@di.dk

Relateret indhold