Det er virkelig en positiv overraskelse, at der på bare ét år er 30 pct. flere virksomheder, der anvender generativ AI, siger Christine Secher, fagleder for Future of Work.

20.06.25 Nyheder

7 ud af 10 virksomheder bruger nu generativ AI

Generativ AI har de seneste år indtaget de danske arbejdspladser, og siden sidste år er der sket en markant stigning i antallet af de virksomheder, der bruger teknologien. Det viser DI’s nye undersøgelse om tendenserne i virksomheders brug af generativ AI.

Flere og flere virksomheder er begyndt at tage generativ AI til sig, og i dag anvender størstedelen af danske virksomheder det også til at løse forskellige arbejdsopgaver.

En ny undersøgelse foretaget af Dansk Industri (DI) viser, at 72 pct. af virksomhederne bruger generativ AI deres arbejde. I 2024 gjaldt det for 43 pct. af virksomhederne.

-Det er virkelig en positiv overraskelse, at der på bare ét år er 30 pct. flere virksomheder, der anvender generativ AI. Det er især store og mellemstore virksomheder, der er godt med, men mange mindre virksomheder er nu også i gang, siger Christine Secher, fagleder for Future of Work i DI, og fortsætter:

-Det viser, at mange virksomheder ved, at de er nødt til at komme ombord i teknologien for at forblive relevante fremover og høste forretningsgevinster. En del af stigningen handler også om, at virksomhederne oplever, at det er drevet af de ansattes nysgerrighed til at bruge det, og at de selv opsøger nogle af de frit tilgængelige løsninger.

-Men det er selvfølgelig stadig vigtigt for virksomheden og afdelingerne at tage stilling til retningslinjer for god brug af generativ AI blandt de ansatte.

Få ansatte bruger fortsat generativ AI i arbejdet

Undersøgelsen viser samtidig, at mindre end 20 pct. af de ansatte i tre ud af fem virksomheder bruger generativ AI i deres arbejde på ugentlig basis. For en del virksomheder er det under 5 pct. af de ansatte. Det er samme niveau som sidste år.

-Billedet hænger dels sammen med, at mange af virksomhederne enten lige er startet op eller fortsat befinder sig i den indledende fase og derfor ikke er nået til at sprede anvendelsen af teknologien længere ud i organisationen, fortæller Christine Secher og fortsætter:

-Men det afspejler også, at flere virksomheder har valgt en tilgang, hvor de ansatte frivilligt kan eksperimentere med teknologien, og hvor læring er i fokus. Det er altså typisk de medarbejdere, der synes, at AI er spændende, der kaster sig over og tager det i brug.

For andre virksomheder handler det om, at det kun er en del af de ansatte, der har glæde af at bruge teknologien i arbejdet.

-En af vores medlemsvirksomheder påpeger, at det ikke er relevant for deres chauffører at bruge generativ AI i dagligdagen. Det samme kan gøre sig gældende, hvis man f.eks. står i produktionshallen. Det gælder derfor om at finde ud af, hvor i organisationen det rent faktisk skaber værdi, siger Christine Secher.

Virksomhederne starter med udvalgte afdelinger

Tendensen om at det er en mindre del af de ansatte, som bruger generativ AI i deres ugentlige arbejde, hænger også sammen med, at over halvdelen af virksomhederne vælger at implementere generativ AI i udvalgte afdelinger.

Undersøgelsen viser, at det primært gælder HR (69 pct.), efterfulgt af marketing (53 pct.), IT (53 pct.), salg (38 pct.) og administration (38 pct.).

Hos en tredjedel af virksomhederne er generativ AI til gengæld udbredt i hele organisationen, så alle ansatte kan arbejde med det.

-Når teknologien udbredes i hele virksomheden, ser vi også, at de formår at få flere ansatte med ombord. Hos lidt over halvdelen af disse virksomheder er det mere end hver femte medarbejder, der anvender generativ AI i deres ugentlige arbejde, siger Christine Secher og uddyber:

-Det vigtigste er først og fremmest at komme i gang. Uanset om du er en stor eller lille virksomhed, en enkel afdeling eller hele organisationen, er der meget læring i at tage de første skridt med teknologien og få de ansatte med. Men de kommende år bliver der mere og mere fokus på at gå fra at eksperimentere til konkrete forretningsgevinster.

Er du nysgerrig på at høre mere om undersøgelsens resultater og hvilke muligheder, udfordringer og strategier, som virksomhederne har i arbejdet med teknologien? Så deltag og tilmeld dig webinaret 'Generativ AI: Fra opstart til succes - erfaringer fra danske virksomheder' her.

 

 

Christine Secher

Christine Secher

Fagleder, Tværgående projekter & kommunikation, Future of Work

  • Direkte +45 3377 4769
  • Mobil +45 2976 2320
  • E-mail chse@di.dk

Relateret indhold