Hesehus: Generativ AI er nødvendig læring og booster effektiviteten
I Hesehus anvender knap 80 pct. af de ansatte generativ AI i hverdagen, og det booster effektiviteten. Men business-casen er ikke så lige til, for det er også en investering i forsat at være relevant som virksomhed.
Hos Hesehus, en teknologivirksomhed der udvikler e-handelsløsninger, bruger cirka 70-80 pct. af medarbejderne generativ AI ugentligt. Virksomheden med cirka 200 medarbejdere udforsker kontinuerligt nye teknologier for at forblive konkurrencedygtige inden for deres branche.
-Vi er en teknologivirksomhed, så vi skal tage stilling til nye teknologier. Vi tror, at generativ AI kan bringe os betydelige fordele, siger Martin Rud Ehmsen, der er CTO hos Hesehus, og fortsætter:
-Hvis vi ikke følger med i AI-udviklingen, risikerer vi at blive irrelevante. Vi skal kontinuerligt vurdere, hvordan nye værktøjer påvirker vores forretning.
Martin Rud Ehmsen understreger også, at business-casen med generativ AI er svær, fordi det er dyrt at investere i nye teknologier, og det kan være svært at forudsige gevinsterne:
-Når teknologien er så ny og noget, der bevæger sig så hurtigt, så er det rigtig svært at stille en troværdig gennemarbejdet business-case op og sige, at vi får de her gevinster, også selv om vi ved, at teknologien kan gøre os mere effektive.
Generativ AI hos Hesehus
- AI-politik der klart skitserer medarbejdernes rolle og faglighed i anvendelse af teknologi
- AI-taskforce der skaber overblik over AI-teknologier og -værktøjer og sørger for, at virksomheden er med på de nyeste udviklinger
- En business-case med fokus på læring og kompetenceudvikling
- Konkrete tiltag der sikrer løbende kvalitetstjek af arbejdet
- Bliv en bedre leder: bed AI’en om feedback, nye perspektiver, få hjælp til et ledelsesdilemma eller at udfordre beslutninger
AI-politik: en tretrinsraket for anvendelse
Hos Hesehus har de valgt et nuanceret perspektiv på generativ AI, som understreger, at det er et værktøj både med mange fordele men også nogle faldgruber, de skal være opmærksomme på.
-Vi har valgt at have et nuanceret perspektiv på AI med fokus på både potentialer og faldgruber. Det er vigtigt at forstå, at AI både kan være et kraftfuldt værktøj og en kilde til udfordringer, siger Martin Rud Ehmsen og fortsætter:
-AI har mange stærke sider, men det er vigtigt, at vi også forstår og tager højde for dets svagheder. Vores tilgang sikrer, at vi kan drage fordel af teknologien, mens vi beskytter mod dens faldgruber.
For at sikre en ansvarlig og effektiv brug af generativ AI har Hesehus udviklet en AI-politik, der guider medarbejderne i, hvordan de skal bruge teknologien. Politikken indeholder f.eks. en tretrinsraket med tre skridt til, hvordan de bruger generativ AI i virksomheden.
-Vi har en tretrinsraket, hvor medarbejderen er trænet til først at tænke selv, så bruger de derefter generativ AI til input, og til sidst validerer de outputtet fra AI’en, forklarer Martin Rud Ehmsen og fortsætter:
-AI er et kraftfuldt værktøj, men det er stadig medarbejderen, der er ansvarlig for det endelige produkt. Det kræver et højt fagligt niveau at sikre, at AI-outputtet er korrekt og anvendeligt.
AI-taskforce: Generativ AI er mange forskellige værktøjer
-Vi har en AI-taskforce, der undersøger potentielle værktøjer og sikrer, at de er værd at investere i. Taskforcen hjælper os med at holde os opdaterede på den hurtige teknologiske udvikling, siger Martin Rud Ehmsen.
Hesehus’ AI-taskforce består af medarbejdere fra forskellige afdelinger og på forskellige niveauer. Taskforcen vurderer potentielle AI-værktøjer, sikrer at de er værd at investere i og følger løbende med i den teknologiske udvikling for at forblive opdateret med nyeste trends og værktøjer.
AI-taskforcen har ikke kun ansvaret for at holde udkig efter nye AI-teknologier. De er også den gruppe medarbejdere, der er med til at sikre, at AI bliver brugt ansvarligt og sikkert hos virksomheden:
-Det var f.eks. AI-taskforcen, der var med til at udarbejde vores AI-politik, fortæller Martin Rud Ehmsen.
AI booster effektivitet men øger ikke nødvendigvis kvalitet
Martin Rud Ehmsen peger på, at AI er en svær business-case, fordi det er svært at sige på nuværende tidspunkt, hvad virksomhederne kan få ud af at bruge teknologien. Erfaringerne viser dog, at teknologien har en positiv indvirkning på virksomhedens effektivitet:
-AI hjælper os med at automatisere mange af de standardiserede opgaver, og det giver vores medarbejdere mere tid til at tackle komplekse udfordringer. Det har virkelig boostet vores effektivitet, siger Martin Rud Ehmsen.
Selv om effektiviteten boostes, så bliver kvaliteten af arbejdet ikke automatisk forbedret ved brug af teknologien, og det viser, at der stadig er behov for menneskelig indgriben og ekspertise.
-Generativ AI giver os ikke et kvalitetsløft, men det er en effektivitetsbooster, og dét gør medarbejderne motiverede til at bruge værktøjet.
Udviklingsafdelingen hos Hesehus er en af de afdelinger, hvor effektivitetsboostet har været særligt tydeligt:
-Vores udviklere oplever f.eks. et effektivitetsboost, fordi AI kan hjælpe med at skrive kode. Men selv om AI kan skrive kode, så kræver det stadig den store faglighed fra vores udviklere at kunne vurdere AI-outputtet, så vi sikrer, at vi ikke får skrevet dårligere kode, fortæller Martin Rud Ehmsen.
Jeg bliver en bedre leder med AI
-Jeg bruger AI som en slags djævlens advokat, der udfordrer mine beslutninger og giver mig nye perspektiver. Det hjælper mig med at blive mere bevidst om mine valg og forbedre min ledelsesstil, siger Martin Rud Ehmsen.
Generativ AI kan bruges til at blive en bedre leder. Ledere kan f.eks. bede AI’en om feedback, give nye perspektiver, hjælpe med et ledelsesdilemma eller udfordre ens beslutninger.
-Jeg har brugt AI til at give mig feedback på det, jeg skriver. For eksempel har jeg brugt AI til at forstå, hvordan en amerikaner ville opfatte min kommunikation, hvilket har hjulpet mig med at sikre, at budskabet blev modtaget korrekt, siger Martin Rud Ehmsen og fortsætter:
-Hvis man tør udfordre sig selv og bruge AI til at få feedback, kan man faktisk blive en bedre leder. AI kan hjælpe med at udfordre dine beslutninger og give dig et nyt perspektiv, som du måske ikke selv havde overvejet. Det er en værdifuld måde at blive en mere reflekteret og bevidst leder på.
Opsummering
AI-politik: En nuanceret tretrinsraket bestående af selvstændig tænkning, brug af generativ AI til input og validering af output fra AI. Politikken sikrer, at medarbejderne bruger AI effektivt og ansvarligt, mens potentialer og faldgruber er i fokus.
AI-taskforce: En gruppe af medarbejdere, der undersøger nye AI-værktøjer og sikrer, at de er værd at investere i. Taskforcen har udviklet AI-politikken og følger løbende med i teknologiens udvikling for at forblive opdateret.
Effektivitetsboost: Generativ AI automatiserer standardiserede opgaver og frigiver tid til komplekse udfordringer, hvilket øger effektiviteten. Udviklingsafdelingen har særligt oplevet et effektivitetsboost, da AI hjælper med at skrive kode, som dog stadig kræver menneskelig vurdering og faglighed.
AI i ledelse: Ledere kan bruge AI til at få feedback, udfordre beslutninger og få nye perspektiver, hvilket kan bidrage til at blive en mere bevidst og reflekteret leder.
Martin Rud Ehmsens råd til at komme godt i gang med generativ AI
-Det vigtigste er at tage det første skridt og eksperimentere. Den største barriere er ofte mentalt, så det handler om at komme i gang og se, hvilke muligheder teknologien tilbyder.
Martin Rud Ehmsen opfordrer virksomheder til blot at turde tage det første skridt. Ved at tage initiativ og være nysgerrig kan virksomhederne opdage nye måder at forbedre deres arbejdsprocesser på.
Future of Work
DI samler viden, inspiration og erfaringer om fremtidens arbejdsplads. Læs her, hvordan nye trends forandrer vores måde at arbejde på, og hvordan virksomhederne griber det an.
Læs mere