14.06.22 Nyheder

Letbek

Fra plastikaffald til en værdifuld ressource.

Siden begyndelsen har Letbek haft fokus på genanvendelige materialer i sin plastproduktion af blandt andet udstyr inden for trafiksikkerhed og kabelbeskyttelse samt skræddersyede løsninger til sine kunder. Hvad der startede som et fokus på at reducere omkostninger, er siden blevet til et fokus på bæredygtig anvendelse og cirkulær økonomi, hvor andres affald gøres til en værdifuld ressource.

Letbek_1600x900 (2).jpg

De tre vigtigste budskaber

1. Hav fokus på kortlægning og måling af jeres miljøaftryk. Dermed skabes det bedste fundament af viden for, hvor I med fordel kan sætte ind.

2. Vær transparente i jeres metode.

3. Tænk i innovative løsninger og gå gerne i dialog med leverandører om data på udledinger.

En cirkulær tankegang om genanvendt plast

Letbek har egentlig arbejdet med bæredygtighed i mange år, men i starten var det ud fra et økonomisk perspektiv, da genbrugsplast var et billigere materiale end ny plast. Ved mekanisk at genanvende plast har virksomheden kunnet tilbyde sine kunder produkter til konkurrencedygtige priser. De sidste fem år har Letbek dog gjort det til en del af det strategiske arbejde at arbejde bæredygtigt. Louise Aagaard Jensen, der er materialespecialist og ansvarlig for bæredygtighedsarbejdet i Letbek, forklarer, at de er motiverede af et ønske om at være first movers, herunder den øgede efterspørgsel fra kunderne samt en ambition om at starte en dialog om, hvordan man kan arbejde bæredygtigt.

I dag har virksomheden ikke kun fokus på bæredygtighed gennem den genanvendte plast, men også gennem en cirkulær tankegang, hvor Letbek er begyndt at se på take back-løsninger for de produkter, de sælger mange af, og hvor det giver mening. Derudover har virksomheden et mål om at kunne oplyse et CO2-aftryk sammen med priserne på sine produkter. Det er et krævende arbejde, og samtidig et område hvor transparens er vigtigt, da der endnu ikke findes én standard for, hvordan man kan rapportere på sin miljømæssige bundlinje, forklarer Louise. Derfor er Letbek også åbne om deres metoder, så tilgangen er gennemsigtig for kunderne, ligesom den også kan inspirere andre.

Et krævende og givende kortlægningsarbejde

Arbejdet med at forstå og kunne rapportere på produkternes aftryk har både givet virksomheden mere viden og samtidig været udfordrende. I forbindelse med projektet Klimaklar SMV fik Letbek udarbejdet baseline-målinger for sin udledning i 2018. Siden har virksomheden fået øget viden om, hvor udledningerne er størst, og hvor det kan have den største effekt at sætte ind i forhold til, hvad der kan lade sig gøre, fortæller Louise. 

Blandt andet har Letbek lært, at størstedelen af udledningerne sker i scope 3 gennem indkøb af plast granulater, og de undersøger derfor muligheden for at udskifte nyvare plast i et produkt ud med genanvendelig plast. Samtidig har det også givet kendskab til, hvor de største udledninger er i deres egen produktion.

Men kortlægningsarbejdet, der begyndte for et år siden, samt den dertilhørende dataindsamling har krævet hårdt arbejde og kreative løsninger. Blandt andet aflæsning af elmålere, dialog med elselskaber samt leverandører, der ikke altid har kunnet oplyse den bagvedliggende metode.

Netop metoden er vigtig for Letbek, da dette er med til at sikre den gennemsigtighed, de ønsker, i arbejdet. Selvom arbejdet er krævende, giver det også mening på grund af den viden, det medfører. Blandt andet har Letbek lært, at de kunne rykke meget ved at se på grøn energieffektivisering. Louise forklarer, at de på trods af steget omsætning, har kunnet producere mere bæredygtigt ved at reducere CO2-udledning i forhold til indkøb af råvarer, fordi væksten har været drevet af genanvendeligt plast.

Den videre rejse

Arbejdet med den grønne omstilling er fortsat en rejse, og Letbek har mange ambitioner om fortsat at forbedre sig og at gøre produktionen mere klimavenlig. På sigt vil de gerne certificeres under Science Based Targets, så de kan følge udviklingen i forhold til målsætningerne i Paris-aftalen, ligesom de undersøger mulighederne for certificeringer og tredjepartskrediterede CO2aftryksberegninger.

Om virksomheden

Letbek leverer både standard- og skræddersyede løsninger til sine kunder med udgangspunkt i genanvendt plast. Virksomheden, der blev etableret i 1973, er placeret i Tistrup og beskæftiger ca. 80 ansatte. I begyndelsen valgte mange af Letbeks kunder dem til på grund af konkurrencedygtige priser på genbrugsplast. I takt med stigende teknologiske færdigheder og stadigt forbedret specialviden inden for recycling og upcycling er dette nu den primære grund til, at kunderne vælger at samarbejde med Letbek, ligesom at bæredygtig handling står højt på dagsordenen.

Louise Aagard Jensen

Materialespecialist og ansvarlig for bæredygtighed hos Letbek

DOWNLOAD BUSINESS-CASEN HER

Download

 

  1. INSPIRATIONSKATALOG FOR GRØN OMSTILLING I PRODUKTIONSVIRKSOMHEDER
Skrevet af:

Regeringens Klimapartnerskaber

Relateret indhold