CK Produktion
Med Klimaklar i ryggen blev Sean klædt på til at finde CO2-reduktioner i produktionen og til at rådgive kunderne om deres materialevalg. Det har blandt andet ført til, at 40 tons plastspild årligt undgår forbrænding – og i stedet bliver genanvendt.
Da Sean tiltrådte som QHSE-manager hos plastvirksomheden CK Produktion, havde han allerede i en årrække arbejdet som kvalitetsansvarlig med godt styr på kvalitetssikring i produktionen. Men med den nye stilling fulgte også ansvaret for miljø og klima - et felt, hvor Sean beskriver sig selv som novice. Han husker ikke præcist, hvor han første gang hørte om Klimaklar, men han erindrer tydeligt, at det ikke kunne være kommet på et mere belejligt tidspunkt.
Fra novice til rådgiver
Klimaklar blev det afsæt, Sean havde brug for. Forløbet gav ham den grundlæggende viden og det nødvendige overblik, der skulle til for at kunne tage fat i den nye del af jobbet – klimaområdet. Det gjorde det muligt at arbejde struktureret med CO2-data og -reduktioner, og gav ham en langt større faglig sikkerhed.
“Da jeg trådte ind i rollen, stod jeg med en masse klimaspørgsmål og ingen klare svar. Klimaklar dukkede op på det helt rigtige tidspunkt,” fortæller Sean.
Klimaklar rustede ham ikke kun til at tage fat internt i virksomheden. I dag kan han også rådgive kunder om, hvordan forskellige plasttyper og -sammensætninger påvirker klimaaftrykket. Det har gjort rådgivning til en naturlig og vigtig del af rollen.
3 hurtige om CK Produktion
- CK Produktioner blev grundlagt i 1978 og har siden 2022 været en del af VINK Gruppen.
- I de 6.000 m2 produktionsfaciliteter, som virksomheden råder over, fremstilles sprøjtestøbte plastkomponenter, der leveres til kunder i Danmark og udland (primært Europa).
- Virksomheden er beliggende i Billund og beskæftiger ca. 50 medarbejdere.
Overblik førte til mindre spild og konkrete CO2-reduktioner
Med udgangspunkt i den viden og det overblik, Sean fik, gik CK Produktion i gang med at se nærmere på virksomhedens udledninger. Det satte gang i en række konkrete initiativer, der både reducerer CO2-aftrykket og minimerer ressourcespild.
En af de lavthængende frugter med stor effekt var håndteringen af spildmateriale. Tidligere blev en stor del af plastspildet fra produktionen sendt til forbrænding. I dag sorteres materialerne, så meget mere kan genanvendes i produktionen. Det har ført til, at CK Produktion årligt sender omkring 40 tons mindre affald til forbrænding - og har medført reduktioner i klimaaftrykket samt økonomiske besparelser.
Samtidig begyndte virksomheden at bruge overskudsvarmen fra produktionen til opvarmning – endnu et tiltag, der både reducerer CO2-udledningen og giver energibesparelser.

I Klimaklar fandt jeg mange af de svar, jeg ledte efter Sean Quint, QHSE-manager, CK Produktion
Bedre rådgivning om materialevalg
Med den nye viden fra Klimaklar i ryggen er det blevet naturligt for Sean at bringe klimaet i spil, når han taler med kunder. I dag handler dialogen ikke kun om funktion og kvalitet – men også om, hvordan materialevalg påvirker miljø og CO2-aftryk.
- Jeg oplever, at kunderne sætter stor pris på, at vi kan rådgive dem på det her område. Mange, der gerne vil vælge mere ansvarligt, mangler indsigt i, hvad der egentlig gør en forskel, fortæller Sean.
Som uddannet plastmager har Sean stor indsigt i materialernes egenskaber – og med klimaviden oveni kan han nu vise, at plastemner fremstillet af genanvendt materiale for det meste har en langt højere kvalitet, end kunden forventer. Mange kunder tror, at genanvendt plast har ringere kvalitet, men ofte har det samme høje kvalitet, som virgint plast. Dermed kan kunderne rådgives til at vælge en mere klimavenlig løsning uden at gå på kompromis med kravene.
Vidensdeling er med til at fremtidssikre plastbranchen
For Sean handler arbejdet med klima og bæredygtighed ikke kun om CK Produktion – men om hele plastbranchens fremtid. Han ser et stort potentiale i, at virksomheder i branchen bliver bedre til at dele viden og erfaringer.
- Vi kan nå frem til nogle løsninger meget hurtigere, hvis vi arbejder sammen og taler åbent med hinanden om hvordan vi hver især griber tingene an, end hvis alle sidder alene med deres egen viden, siger han.
For Sean er det tydeligt, at det ikke er nok kun at tænke på, hvad man kan gøre internt. I CK Produktion stræber man efter at opnå en endnu mere mærkbar effekt, ved også at arbejde med den indflydelse, de kan have på både kunder, leverandører og i branchen.