Klimaregnskab med effekt på arbejdsglæde og datakvalitet
Klimaregnskabet er blevet et fælles ansvar på tværs af afdelinger i NOVENCO Building & Industry. Klimaklar satte struktur på det tværgående samarbejde – det kan mærkes på både arbejdsglæde og datakvalitet.
For QHSE-manager Jim Bjerre Andersen blev Klimaklar et vigtigt vendepunkt. Han var med til at træffe beslutningen om, at NOVENCO Building & Industry skulle deltage i forløbet på et tidspunkt, hvor virksomheden var klar til at skrue op for ambitionerne. Dels for at kunne levere data til kunder, der oftere begyndte at efterspørge klimadata, dels for at få grundlæggende viden til udarbejdelse af planer til SBTi.
Han fortæller at energieffektivisering altid har været en del af NOVENCO Building & Industry's kerneforretning. Det er et væsentligt konkurrenceparameter. Jo mere energieffektive ventilatorerne er, jo flere penge sparer kunderne, og jo mere mindsker de deres klimaaftryk. Det er to vigtige områder for mange kunder.
Strukturen gjorde klimaarbejdet overskueligt
De ting, som Jim er særligt begejstret for ved Klimaklar, er den måde programmet er skruet sammen på, når man står som relativ uerfaren med at arbejde med klimadagsordenen. Jim havde allerede gjort en del af forarbejdet og sat sig ind i meget af klimadagsordenen, men Klimaklar gav ham en struktur for, hvordan han konkret kunne arbejde med klimadata og –rapportering. Det betød, at han havde meget lettere ved at komme i gang og finde den rigtige data – og ikke mindst vide, hvor han skulle begrænse omfanget af dataindsamlingen.
- Vi fik nogle kompetente rådgivere udefra, som er vant til at arbejde med det hver dag. De kunne fortælle os, hvordan vi kunne arbejde med det, hvilke data vi skulle indsamle og hvad omfanget er.
Det betyder noget for arbejdsglæden
Jim husker, at det var en stor fordel, at økonomiafdelingen blev inddraget i forløbet og allerede her blev introduceret for deres rolle i dataindsamlingen. For at nå i mål med klimaregnskabet er det nødvendigt at inddrage flere af virksomhedens afdelinger. Det er også noget af det, som Klimaklar tager højde for.
Charlotte Bach Petersen blev ansat som ESG-specialist i NOVENCO Building & Industry i november 2024, og hun mærker tydeligt, at arbejdet med virksomhedens klimaaftryk og grønne omstilling står på skuldrene at den viden og de kompetencer, som virksomheden fik i Klimaklar-forløbet.

Vi oplever et øget behov for bæredygtighedsdata. Både fra nye og eksisterende kunder. Charlotte Bach Petersen, ESG-ansvarlig, NOVENCO Building & Industry
Det har efterfølgende betydet, at samarbejdet mellem afdelingerne har været meget nemmere, fordi alle ved, hvad de kan bidrage med. Charlotte fortæller med et smil, at dialogen med de øvrige afdelinger foregår stort set gnidningsfrit.
- Det er bare en fornøjelse at gå ned og tale med dem i finans. Der er en god forståelse og folk hjælper hinanden med at få de mest korrekte tal. Og det betyder altså noget for arbejdsglæden.
Charlotte kan tydeligt mærke at arbejdet med bæredygtighed og grøn omstilling er en prioritet i virksomheden. Men ét er at den er forankret i ledelsen, noget andet er, at der også er forståelse for det blandt kolleger fra andre afdelinger. Klimaarbejdet er gjort tværfagligt og det er med til at sammentømre og styrke virksomheden internt.
Større selvtillid og gennemslagskraft for ESG-medarbejderen
Som ESG-ansvarlig i en virksomhed er der en forventning til, at du er eksperten, der ved alt om klimadagsordenen og CO2-data. Virkeligheden er bare, at området er så omfattende, at ingen kan vide alt.
- Men med Klimaklar har du en vidensbank og specialister, du kan læne dig op ad, tale med og spørge til råds, uden først at skulle dele dine tvivl med lederteamet. Det er jo en kæmpehjælp og gratis ressource, man får! Sådan siger Charlotte.
Brugte rådgivning til at gennemgå resultater inden de blev delt med omverden
En af de unikke ting ved et Klimaklar-forløb er adgangen til gratis rådgivning. Ud over hjælp til dataindsamling, så brugte NOVENCO Building & Industry også rådgiverne til at gennemgå resultaterne. Det betyder at de føler sig helt trygge ved at dele resultaterne i rapporter og på hjemmesiden.
Ambitionsniveauet er højt hos virksomheden. Jim og Charlotte har hele tiden vidst, at de efter Klimaklar-forløbet ville få brug for hjælp fra eksterne konsulenter. Klimaklar-forløbet og rådgiverne var med til at klæde dem på, så de efterfølgende har været i stand til at finde og snakke med konsulenter, der skal hjælpe NOVENCO Building & Industry videre med SBTi og handleplaner, som virksomheden arbejder på nu.