VS: Frivillig standard for bæredygtighedsrapportering

Færre virksomheder end tidligere er nu omfattet af de obligatoriske rapporteringskrav i CSRD. For de virksomheder giver den frivillige standard for bæredygtighedsrapportering, Voluntary Standard (VS) - tidligere kendt som VSME, en fælles og mere enkel ramme til at strukturere og rapportere information om bæredygtighed.

VSME
Foto: Mads Holm

Den frivillige standard har til formål at understøtte mere standardiseret deling af ESG-oplysninger på virksomhedsniveau inkl. virksomhedens CO2-udledning. Samtidig skal VS understøtte en mere ensartet og overkommelig deling af ESG-oplysninger med kunder, banker og andre samarbejdspartnere. 

I har måske også allerede orienteret jer i standarden under dens tidligere navn, VSME. Den opdaterede frivillige standard er nu vedtaget og kan anvendes af virksomheder uden for CSRD.  

Value-chain cap sætter loftet for hvad der må spørges om 

Fra regnskabsår, der begynder den 1. januar 2027 eller senere, fungerer standardens udvalgte datapunkter samtidig som værdikædeloft. Denne centrale tilføjelse om værdikædeloftet, også kendt som 'value-chain cap', skal forhindre, at der stilles omfattende CSRD-krav fra store virksomheder over for mindre virksomheder i deres værdikæde. Rammen bestemmer, hvilke bæredygtighedsoplysninger CSRD-omfattede virksomheder kan kræve fra virksomheder med op til 1.000 ansatte. 

– Rapporteringskravene bliver simplificeret og VS'en bliver mere enkel at gå til for de virksomheder, som ønsker at intensivere arbejdet med bæredygtighed. Der er nu mere plads til, at I som virksomhed kan fokusere på jeres bæredygtighed som forretningsudvikling fremfor en rapporteringsøvelse, som er positivt, siger Pernille Wissing Madsen, klimarådgiver i Klimaklar. 

Hvis du som virksomhed ønsker at rapportere i tråd med den frivillige standard for bæredygtighedsrapportering, men ikke ved, hvor du skal starte, giver Klimaklar dig et godt overblik. Klimaklar hjælper jeres virksomhed godt i gang med at indsamle CO2-data og lærer jer at sætte reduktionsmål. Dette sker via en digital læringsplatform og online klimarådgivning – gratis for alle danske virksomheder, støttet af Industriens Fond. Deltag også i Klimaklars læringsmøder specifikt for VS og bliv klog på standarden i praksis.

Kom i gang med Klimaklar nu
 
Forstå standarden for frivillig rapportering 

Den frivillige standard for bæredygtighedsrapportering (VS) består af to moduler: Et basismodul og et udvidet modul. 

Basismodulet

Basismodulet er det primære modul, som indeholder de mest grundlæggende oplysningspunkter om ESG, som det forventes, at virksomheders samarbejdspartnere vil efterspørge. 

Basismodulet indeholder 11 overordnede oplysningspunkter om ESG: 

B1 – Grundlag for udarbejdelse 
B2 – Praksisser, politikker og fremtidige initiativer for omstilling til en mere bæredygtig økonomi 
B3 – Energi og drivhusgasemissioner 
B4 – Forurening af luft, vand og jord 
B5 – Biodiversitet 
B6 – Vand 
B7 – Ressourceforbrug, cirkulær økonomi og affaldshåndtering  
B8 – Arbejdsstyrke: Generelle karakteristika 
B9 – Arbejdsstyrke: Sundhed og sikkerhed 
B10 – Arbejdsstyrke: Vederlag, kollektive overenskomster og uddannelse 
B11 – Domme og bøder for korruption og bestikkelse 

Kilde: Europa-Kommissionens delegerede forordning (EU) 2026/1560 om standarder for frivillig bæredygtighedsrapportering.

Udvidet modul

Det udvidede modul supplerer basismodulet med mere detaljerede oplysninger, som kan være relevante for blandt andre banker, investorer og erhvervskunder. Når virksomheden har gennemført basismodulet, kan den vælge de relevante oplysninger fra det udvidede modul. 

Udvidet Modul indeholder 9 overordnede oplysningspunkter om ESG: 

C1 – Strategi: Forretningsmodel og bæredygtighed - relaterede initiativer 
C2 – Beskrivelse af praksisser, politikker og fremtidige initiativer for omstilling til en mere bæredygtig økonomi 
C3 – Mål for reduktion af drivhusgasemissioner og klimaomstilling 
C4 – Klimarisici 
C5 – Supplerende (generelle) arbejdsstyrkekarakteristika 
C6 – Supplerende arbejdsstyrkeoplysninger: Menneskerettighedspolitikker og -processer 
C7 – Menneskerettighedshændelser 
C8 – Indtægter fra visse aktiviteter 
C9 – Kønsfordeling i ledelsesorganet 

Kilde: Europa-Kommissionens delegerede forordning (EU) 2026/1560 om standarder for frivillig bæredygtighedsrapportering. 

Fordelene ved at dokumentere bæredygtighedsindsatser 

Efter vedtagelse af ESG-omnibuspakken er mange virksomheder ikke længere omfattet af de obligatoriske rapporteringskrav i CSRD. Dog er en bæredygtig virksomhedsprofil et plus i bogen, hvad end det gælder udbudsprocesser, nye samarbejder og til at understøtte en bæredygtighedsprofil målrettet kunder.  

Ved at investere i energieffektive løsninger kan virksomheden skære ned på el- og varmeudgifter, mens smartere ressourceanvendelse og affaldsreduktion kan mindske materialespild og logistikomkostninger. Derudover kan fokus på bæredygtighed drive innovation, hvor nye forretningsmodeller og mere effektive processer udvikles – eksempelvis gennem cirkulære løsninger, genbrug af materialer eller digitalisering, der reducerer papirforbrug og transportbehov. På den måde bliver bæredygtighed ikke blot en ansvarlig indsats, men også en kilde til forretningsudvikling og eventuelle besparelser. 

Voluntary Standard kan derfor også anvendes som et praktisk ledelsesværktøj for virksomheder, der ønsker at engagere sig mere systematisk med bæredygtighed. Standarden understøtter en proces med måling, overvågning og styring af virksomhedens væsentligste aktiviteter og gør det lettere at levere konsistente ESG‑oplysninger på tværs af kunder, banker og andre samarbejdspartnere.  

Som beskrevet hænger VS sammen med et såkaldt værdikædeloft (value-chain cap). Loftet beskytter virksomheder med op til 1.000 ansatte mod, at omfattende CSRD-krav bliver skubbet videre til dem gennem værdikæden. Det sætter en grænse for, hvilke udvalgte bæredygtighedsoplysninger CSRD-omfattede virksomheder kan kræve fra dem til brug for deres egen CSRD-rapportering.

ESG-OMNIBUS - Kort og godt:

ESG-omnibuspakken skal gøre EU’s regler om bæredygtighedsrapportering enklere og reducere virksomhedernes administrative byrder. Med pakken målrettes de obligatoriske rapporteringskrav mod de største virksomheder, mens færre mindre og mellemstore virksomheder bliver direkte omfattet. 

Som led i pakken er anvendelsesområdet for CSRD blevet markant indsnævret. Rapporteringspligten for CSRD gælder som udgangspunkt for selskaber og koncerner, der har: 

  • mere end 1.000 medarbejdere og 
  • en årlig nettoomsætning på over 450 mio. EUR, svarende til ca. 3,36 mia. kr.  

Virksomheder, der falder uden for CSRD’s anvendelsesområde, er ikke forpligtede til at rapportere efter ESRS-standarderne. De kan i stedet vælge at rapportere frivilligt efter den frivillige standard for bæredygtighedsrapportering (VS). Standarden giver virksomhederne en fælles og mere enkel ramme for at strukturere og dele ESG-oplysninger med blandt andre kunder, banker og andre samarbejdspartnere. 

VS er oplagt at anvende for virksomheder, der: 

  • Ikke er omfattet af den obligatoriske bæredygtighedsrapportering efter CSRD. 
  • Har op til 1.000 ansatte, fordi VS sætter en ramme for, hvilke bæredygtighedsoplysninger CSRD-omfattede virksomheder kan kræve fra dem til brug for deres egen CSRD-rapportering 

VS indeholder nu samtidig et såkaldt værdikædeloft, der tager udgangspunkt i de oplysninger, som SMV’er forventes at kunne rapportere efter ved at anvende VS. Læs mere om ESG omnibus her. 

Kommende webinar: Fra VSME til VS - hvad betyder ændringerne for jer?

Bliv klogere på EU’s opdaterede frivillige standard for bæredygtighedsrapportering, og hvad ændringerne fra VSME til VS betyder for jeres virksomhed, på vores gratis webinar den 24. november kl. 10.00-10.45..

Stina Dueholt Førsterling
Skrevet af:

Stina Dueholt Førsterling

Astrid Marie Nielsen

Astrid Marie Nielsen

Konsulent

Relateret indhold