• Case
  • Bæredygtighed

Egmont A/S

Egmont har talt ansvarlighed i mange år: Verdensmålene har blandt andet sat gang i en større datajagt i en af Nordens største mediekoncerner

Hvor meget CO2 udleder vi? Og hvor meget plastik bruger vi?

Det er to af de spørgsmål, Egmont er gået i gang med at finde svar på, efter koncernen for godt halvandet år siden gik ind i arbejdet med FN’s verdensmål – også kaldet SDG’erne – via Dansk Industris projekt ”Fra Filantropi til Forretning”.

Det kan nemlig tage sin tid i en koncern, som rummer fire selvkørende divisioner med meget forskelligartede forretningsområder, hvilket også gør det til en organisatorisk udfordring at tale om, hvordan man bidrager til FN’s verdensmål.

- Her fra hovedkontoret kan vi ikke igangsætte projekter eller definere mål på vegne af divisionerne, men vi kan inspirere og skubbe på. Flere af divisionerne har igangsat initiativer, som føder ind i SDG-agendaen, fortæller Line Pedini Rasmussen, der er CSR-konsulent i Egmont.

Helle Fischer, VP Corporate Legal
Egmont

Videobureauet Tordenskjold

Fra ansvarlighed til verdensmål

Et af de initiativer er at arbejde for at hjælpe SDG nummer 12, som handler om ansvarligt forbrug og produktion, på vej.

Det sker ved at samle data over blandt andet transport, papir-, plast- og energiforbrug, så Egmont kan få et overblik over, hvor stort selskabets direkte og indirekte aftryk på klimaet er.

Det er en tilgang til verden, som ikke ligger langt fra den måde, som ledelsen i Egmont tænkte på, inden hele verden begyndte at tale om SDG’er.

- Vi har talt om ansvarlighed i Egmont i lang tid. Egmont er bygget på at give tilbage til samfundet, og siden 1920 har Egmont Fondens velgørende aktiviteter uddelt knap 2,9 milliarder kroner. Derudover har vi også et robust leverandørstyringsprogram med en del år på bagen, som sikrer, at vores legetøj, magasiner og bøger er produceret under ordentlige forhold, så vi har altid taget ansvar, men SDG’erne har givet os en ny ramme at tale ansvarlighed i, siger Line Pedini Rasmussen.

En af de rammer er FN’s fjerde verdensmål, som handler om kvalitetsuddannelse til alle.

Vi er i gang med at bygge et netværk på tværs af koncernen for at finde ud af, hvad status er, hvem der kan rykke noget, og hvem der har lyst til at bruge tid på det. Det er en proces, som tager tid. Line Pedini Rasmussen, CSR-konsulent i Egmont

Undervisningsmateriale om verdensmålene

For når man har Danmarks største læremiddelsforlag, Alinea, til grundskolen i koncernen, er det oplagt at tale om, hvordan man kan være med til at løfte verdensmål nummer fire. Udover at sikre adgang til undervisningsmateriale af høj kvalitet, så er Alinea i gang med at lave undervisningsmateriale om verdensmålene til grundskolen.

- Vi har ikke som sådan startet konkrete initiativer alene baseret på DI-projektet eller SDG’erne, men de forskellige projekter, som er lanceret rundt omkring i virksomheden, kan sagtens passes ind i verdensmålene, siger Line Pedini Rasmussen og fortsætter:

- I øjeblikket taler vi dog mere om ansvarlighed for virksomhed, medarbejdere og samarbejdspartnere end om konkrete SDG’er, idet det resonerer bedre med der, hvor vi er som koncern.  Vi taler derfor primært om SDG’er på vores website og i vores CSR- rapport.

3 gode råd

Line Pedini Rasmussen, der er CSR-konsulent i Egmont, kommer her med tre gode råd til dig, der også skal arbejde med FN’s verdensmål i din virksomhed.


1) Få mandat fra topledelsen
- Alting bliver lettere, hvis toppen er med på idéen, siger Line Pedini Rasmussen.

2) Hvor kan vi påvirke mest?
- Fokuser på de verdensmål, hvor I har den største påvirkning både positivt og negativt.

3) Vær realistisk og tålmodig
- Det kan være en lang proces.

SDG-netværk

Selv om der er en del lavthængende frugter, der kan skrælles og puttes i SDG-blenderen, så lægger Line Pedini Rasmussen ikke skjul på, at det er en udfordring at massere verdensmålene ind i en forretning med fire selvkørende divisioner.

- Vi er i gang med at bygge et netværk på tværs af koncernen for at finde ud af, hvad status er, hvem der kan rykke noget, og hvem der har lyst til at bruge tid på det. Det er en proces, som tager tid, siger Line Pedini Rasmussen.

Egmont - We bring stories to life

Egmont Media